Det er bare en hest! Først var der Bjørn Nørgaards massakrerede hest. Det var en happening, en protest mod Vietnamkrigens nedslagtning af uskyldige mennesker. Så kom Christian Lemmerz´s døde grise på Esbjerg kunstmuseum. De stank være end byens fisk. Herefter fulgte installationskunstneren Michael Brammers udstoppede hunde med titlen ”Tro, håb og kærlighed”. Forargelsen ville ingen ende tage. Senere fulgte Marco Evaristti, der havde opstillet ti blendere med levende sværddragere på Trapholt i Kolding. Det var en slags interaktiv kunst, hvor publikum havde mulighed for at forvandle sværdragerne til fiskefars, hvis de turde tænde for blenderne. Det var der mig bekendt ikke mange, der turde. Nu har så kogekonen Camilla Plums søn, Carl, slagtet en pony på stranden i Tisvilde. Til stort postyr og opstand. Politikerer og debattører og andre meningsdannere er helt oppe at køre. Tour Rejsers salgsdirektør, Stig Elling, har udtalt, at det rige og mondæne Tisvilde har tabt sin uskyld. Det var da også på tide, havde jeg nær sagt. Men hvad er der galt i Danmark? Mens mennesker koldblodigt bliver skudt i krige og borgerkrige rundt om i verdenen, har vi travlt med at forarges over noget så ligegyldigt som en hest. Det er fuldstændig ude af proportioner. Det er ikke længe siden, vi fandt ud af, at der var hestekød i oksefarsen. Folk protesterede og rørte ikke kød i flere uger. Hestekød er ulækkert, lød det. Nu er grillen kommet frem og kødet er tilbage. For ikke så mage år inden var det helt normalt at spise hestekød i Danmark. I Ringe på Fyn var der en slagter, som havde specialiseret sig i hestekød. Jeg frekventerede ham ofte. Kødet smagte vidunderligt. Forretningen er lukket i dag. Men hvad er der gået galt? Hvorfor denne forargelse? Nogle mener, at det er fordi, vi holder heste som husdyr. Og husdyr spiser vi ikke. Men vi spiser da kaniner. Vi spiser også kyllinger og høns. Også selv om de går fredeligt og roligt hjemme på den lokale græsplæne. Men vi spiser ikke de høns og kaniner, vi selv har. Vi spiser gerne naboens høns, når de først har været igennem slagteriet og ligger som frosne muskler nede i køledisken. Men vi spiser ikke hunde og sværdragere. Det gør man i Kina. Der spiser man alt. Det gjorde vi også under krigen. Dengang var der også en tættere forbindelse mellem de dyr vi spiste, og den måde de blev slagtet på. Afstanden mellem dyr, slagtning og bespisning var ikke særlig stor - fra blod til bord. Det er den i dag. I dag fjerner vi alt det, som har med smerte, blod og død at gøre. Det er derfor, vi har det så svært med Langfredag. Én af de mest modbydelige film, jeg har set, er Mel Gibsons The Passion of the Christ. Her er der blod og smerte og død i en grad, som får ponyen i Tisvilde til at fremstå som det rene barnemad. Der står i lidelseshistorien til Langfredag, at tempelsoldaterne rykkede ud med sværd og knipler. Men jeg troede ikke, de brugte deres våben. I det mindste regnede jeg ikke med, at de slog så hårdt. Der står også, hvordan Pontius Pilatus´ soldater spyttede på Jesus og slog ham med en kæp i hoveder. Men jeg havde ikke drømt om, at spyt kan være så vådt og ulækkert og at øjne kan hæve vanvittigt op, når man bliver slået med en kæp. Det overraskede mig kolossalt hvor meget blod, kødstumper, smerte, slim, væsketab og skrig der er i ord som ”piskede”, ”hånede”, ”slog”, ”korsfæstede”. Efter filmen havde jeg en mærkelig smag af skyld i munden, og jeg blev klar over, hvorfor ingen kunne gå den vej til Golgata, som Jesus gik. Det er ikke underligt, at jeg har det sådan. Lidelsesberetningen er blevet blodfattig i vore pæne og rene kirkerum. Den er nærmest æstetisk. I mange danske kirker forestiller alterbilledet: Kristus på korset. Hans krop er ofte hvid og lækker som kroppen på en baby, der reklamerer for bleer. En enkel bloddråbe siver ud fra tornekronen eller fra sårmærkerne på hænder og fødder. Lændeklædet ser ud som om det kommer direkte fra renseriet. Lidelsen forekommer næsten uhyggelig steril. Der er mange folk, som har reageret voldsomt mod The Passion of the Christ og anklaget den for at være unødvendig voldelig, selv om de sidste 12 timer af Jesu liv ifølge evangelierne var ekstrem blodige. Er man i tvivl, så læs Niels Svenssons bog Det sande ansigt – Jesus og ligklædet i Torino, der på videnskabelig basis fremstiller de sidste timer i Jesu liv. Efter Svenssons bog er en tur gennem Tulips slagtehaller for intet at regne. Tisvilde gråner. Den samme trodsige reaktion mod det voldelige møder man hos børn, der ser en kylling få hovedet hugget af. De bliver rasende, selv om de elsker kyllingesteg. Vi er i dag ikke vant til at se blod. Dyrene slagtes i lukkede haller og lægges vakuumpakket ned i køledisken. Mennesker dør ikke mere, de bliver blot sendt på hospice. Vi vil have frelsen i plastikfolie uden en ulækker slagtning på et kors. Vi vil have et liv, hvor smerte og død er fraværende. Vi vil have grillkød på vore tallerkner uden boltpistol og overskårne pulsårer. Cancer er noget de andre får. Vi vil have søde små ponyer gående rundt i det danske landskab, inklusiv i Tisvilde, uden mulighed for at ende på middagsbordet. Vi vil ikke miste vores uskyld. Vi vil være syndfri og barnlige, uden at se vor egen skyld og grusomhed i øjnene. Men det lader sig ikke gøre. Ligesom opstandelsen skal ses i lyset af korsfæstelsen, således skal kaninstegen ses i lyset af slagterens skarpe kniv. Ligesom livet skal ses i lyset af døden, således skal kyllingerne nødvendigvis miste hovedet, hvis vi vil have en stegt grillkylling. Alt andet ender i hykleri. Æd hest eller bliv vegetar, havde jeg nær sagt. Anders Kjærsig Sognepræst Nr. Søby præstegård 5792 Årslev
Posted on: Mon, 01 Jul 2013 09:07:06 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015