FARVEL, SUGAR MAN Anmeldelse: Sixto Rodriguez, Vanguard Festival, Søndermarken, fredag 2. august. ****** (6 stjerner) ”Det er ikke en koncert. Det er en begivenhed,” sagde min gode ven midt i koncerten. Og ja, det var frem for alt en ulykkelig hændelse. Det var både rygradsrislende og rygradsrystende at opleve Sukkermandens sammenbrud. Rislende, fordi jeg gennem mere end 100 aflytninger af soundtracket ’Searching for Sugar Man’ har åndet Rodriguez. Slikket på rendesten, desperat kærlighedshunger og ætsende udfald mod et – ja, 70’er-bedaget - men dog pinligt aktuelt Amerika i overgrebs-mode. Rystende, fordi en vigtig stemme visnede under sin egen tyngde. Rodriguez måtte følges ind på scenen af to damer. Han måtte have sin guitar stemt af guitaristen, serveret vand eller vodka (det var svært at se fra 20 meters afstand), have stolen rettet, numrene fortalt, overtøjet pillet af … nej, nej ... vi diskuterede: Var han fuld eller blind? Han kunne ingenting se, ud over sit eget fortabte spejlbillede i solbrillerne. Og vi var ellers feststemte, skulle jeg hilse og sige. Vi var SÅ på. Manden smager ikke længere af sukker, men af ramsaltet eller rådnet kød. Med en rabiat mangel på stemme, svøbt i falske akkorder og skræmmende fravær. Han var ikke bare en skygge af sig selv, han var selve skyggen. AFBLOMSTRING Og alligevel er faldet smukt. Som Twin Towers, der synker i grus, mens hundreder af mennesker baskende styrter mod asfalten. En mand, der undervejs skiller stemmen og intentionen fra sine knogler. Vi længtes efter det legendariske og fik en forsmag på leden ved alting. Vi hørte, hvordan rygrad knækkede med høje knæk. Hvordan det raslede sammen. Hvordan stemmen afblomstrede under de grønne trækoner i Søndermarkens tropiske mørke. Men … vi fik også set det seneste års mest inciterende figur. Som forsøgte sig med ærlighed, sproglig pondus og profilerede overarme (da han endelig smed overtøjet). Og der var noget uimodståeligt Tom Kristensen’sk over et menneskes længsel efter skibsforlis og katastrofer, som vi alle må tage med hjem: For hvornår gentager man selv, og hvornår tager man sig selv igen og alvorligt? Det kræver mere end automatik og mytisk selvopfattelse. ”Jeg vil gerne behandles som en almindelig legende,” sagde Rodriguez. Men der findes jo ikke almindelige legender. Legender er i sagens natur legendariske. Når legender lider, lider vi med dem. Fordi vi lider med drømme, vi ikke kan forløse på egen hånd. Sugar Man kom endelig til Danmark. Men vi må stadig søge … i os selv, hinanden eller i de troperejste trækroner lede efter det sukker, der komplementerer saltet.
Posted on: Sat, 03 Aug 2013 00:27:34 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015