Fire år gammel med diagnosen infantil - TopicsExpress



          

Fire år gammel med diagnosen infantil autisme --------------------------------------------------------- Johan er fire år og fik i oktober 2012 diagnosen infantil autisme. Et usynligt handicap og en udviklingsforstyrrelse, han skal leve med hele livet og som bl.a. påvirker hans sprog, hans sociale samspil og forestillingsevne. Johans mor, journalisten Søs Lykke Sloth, har skrevet en personlig beretning om at være mor til et barn med autisme. En beretning om sorg, kamp, håb og kærlighed: ”Johan er sådan en glad dreng”, der netop er udkommet som single på Berlingske. ”Denne beretning handler om tiden, fra jeg bliver opmærksom på, at Johan ikke udvikler sig, som han skal, til tidspunktet, hvor han får diagnosen. Og tiden lige efter. Da jeg selv stod forvirret, ulykkelig og bekymret for fremtiden, ville det have hjulpet mig at kende processen og vide, hvor jeg kunne søge hjælp. Jeg håber, beretningen vil være en hjælp for forældre i en lignende situation,” skriver Søs Lykke Sloth. I dag er der 50.000 børn og voksne i Danmark, der lever med en diagnose inden for autismespektret. Autisme spektret (el. autistiske kontinuum) er et forsøg på at gradbøje de autistiske tilstande, med atypisk autisme i den ene ende og Aspergers syndrom i den anden, med infantil autisme i midten. Dermed indikerer man at forstyrrelserne indenfor de tre områder, der karakteriserer autisme, nemlig kommunikation/sprog, social evne og stereotyp adfærd kan variere kvalitativt og kvantitativt. Når man taler om autismeformerne samlet kalder man dem Autisme Spektrum Forstyrrelser (ASF). ” Her i 2013 ved man endnu ikke, hvordan autisme opstår. De fleste forskere mener, at autisme ligger i generne, og at der skal en infektion eller noget andet udefrakommende til for at udløse autismen,” skriver Søs Lykke Sloth. Johan er altså en del af en statistik, hvor flere og flere børn får stillet en diagnose inden for autismespektret, og han er kød og blod i debatten om inklusion af børn med særlige behov. ”Der foregår en løbende diskussion både blandt fagfolk og i medierne om inklusion i folkeskolen af børn med særlige behov. Jeg følger diskussionen meget tæt. Den handler om Johans fremtid. Inklusion må aldrig blive en spareøvelse fra kommunernes side, og inklusion skal kun være for de børn, der kan drage nytte af at være sammen med helt normale børn. Hvis der spares på den nødvendige støtte til børnene, vil børnene ikke have overskud til at udvikle sig, og de negative konsekvenser kan blive langt større end de positive. Jeg får ondt i maven, når jeg tænker på, at nogle af børnene i Johans børnehave en dag vil blive inkluderet i et normalmiljø på grund af besparelser. Da er inklusionstanken gået for vidt. Politikere, der ikke mener det, skal komme på besøg i en specialbørnehave,” skriver Søs Lykke Sloth i epilogen. ”- Mor. Kører stærkt! Johan klukgriner, da han kører på scooter ned ad en bakke i børnehaven og får øje på mig. Han kører vitterligt stærkt. Han er sammen med et af de andre børn i børnehaven. De skiftes til at køre ned ad bakken. Med jublende glæde i øjnene. Jeg har tårer i øjnene. Det er så stort at opleve, at den lille dreng, der lå apatisk på gulvet nede i vuggestuen, er blevet til en stor dreng, der leger med andre børn og siger små sætninger. Indimellem har jeg lyst til at sende et videoklip af Johan til psykologen på Bispebjerg, der skrev, at Johan er ude af stand til at fungere på en række områder. Gu’ er han ej. Denne single har primært handlet om at blive mor til et barn med autisme. Mange spørger mig, hvordan det er at være mor til et barn med autisme. Det er en løbende erkendelse at have et barn med et livslangt handicap. Jeg bliver gang på gang udfordret. Jeg lærer hele tiden. Først og fremmest fokuserer jeg på, at Johan er min lille dreng og en naturlig del af min børneflok på tre.” Kilde: asperbergdk.org og b.dk/singler – En single er en oplysende journalistisk fortælling, der er længere end en avis- eller magasinartikel, men kortere end en traditionel bog. En single udkommer digital og kan læses på iPad, KindleFire eller PC. Denne single koster 33 kr.
Posted on: Tue, 15 Oct 2013 04:39:57 +0000

Trending Topics



Recently Viewed Topics




© 2015