Folkelighed og politiske partier. Gennem tiden er der flere partier i Danmark, hvis navn har bestået af blandt andet ordet: “Folkeparti”. Hvad er folkelighed? I romantikken skabte den tyske filosof J.G. Herder begrebet, som udtryk for en oprindelig og ægte kultur. Begrebet bruges også om samhørigheden af mennesker indenfor et bestemt geografisk område, og handler således også om at være national- ikke nationalistisk. Folkelighed som begreb forholder sig ikke til sit værd i forhold til folkelighed i andre nationaliteter. Grundtvig skabte folkeligheden som ideologi, og stavede det ofte ”Folke-lighed”. Altså enten forstået som lighed i folket eller som noget der skulle ligne folket. Udgangspunktet var en stærk tro på folks sunde fornuft, hjulpet på vej af god folkeoplysning, som det sås i højskolebevægelsen. Folkelighed anvendes også som stil-begreb. Her vil ordet i nogles øren opfattes positivt, i andres negativt. Vi kender alle udtrykket ”-festligt, folkeligt og fornøjeligt”. Nogle vil kun opfatte det positivt, mens andre bruger det som udtryk for noget, som de har følt sig hævet over. I 70-erne, da jeg var teenager, husker jeg ordet folkelighed brugt om den mildest talt elendige og primitive stilart, der udartede sig på ”Dansktoppen”. Her var det absolut ikke positivt ladet. Folkepartier. I dansk politik har mange partier båret tilnavnet ”Folkeparti”. Hvis et parti har en broget vælgerskare, repræsenterende store dele af befolkningen fra alle lag, så kan partiet tillade sig at lade ”Folkeparti” indgå i partiets navn. Partier og partinavne kommer og går: Kristeligt folkeparti, som måske ikke havde det bredeste folkelige afsæt, er nu ”Kristendemokraterne”. På stemmesedlerne de seneste år, er der få ”Folkepartier” tilbage. Der er Dansk Folkeparti, Det konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og forskellige lokale eller snævert ideologiske lister som fx ”Nihilistisk Folkeparti”. Det sidste er der nu ikke meget folkelighed over. Mit ærinde her er, at det har været påfaldende i den såkaldte offentlige mening, at visse meningsdannere med garanti vil synes godt om folkelighed som begreb, men stadig behandler det folkelige som noget de føler sig hævet over, som noget usympatisk og mindreværdigt. Et godt eksempel så man i anmelder på Politiken, Carsten Jensens essay efter seneste folketingsvalg i 2011. Hans overskrift lyder den 17/11-2011: ”Vi har leget med afstumpetheden alt for længe”, og siden udtaler han: ”Befri os for byrden af 10 forbandede år”. Udtrykket ”Forbandede år” er ofte anvendt om de 5 år fra 1940-1945, og de fleste læsere vil sikkert associere til besættelsestiden. Det må virkelig have været slemt for Carsten Jensen. Carsten Jensen kan det der med at bruge et malende ordvalg. Især når det kommer til regulær tilsvining. Om Pia Kjærsgaard skev han: ”Hendes infame tankegang og menneskesyn har sat sig i rygmarven på politikere fra begge fløje. Ingen tør udfordre hende. Højst møder de hende med tavshed eller vender ryggen til. Men ingen bør tvivle på, at de borgerlige ville have ladet hende genindtage rollen som domptør, hvis hun kunne have sikret dem endnu en periode ved magten. »Træerne gror ikke ind i himlen«, sagde hun selverkendende på valgnatten. Men Pia Kjærsgaards træer har rødder i de underjordiske lag, hvor hadet og frygten gensidigt nærer hinanden, og det er frugtbar jord i disse usikre år. ”-citat slut. Medlemmerne af det parti Pia Kjærsgaard stiftede i 1995 kalder Carsten Jensen for: ” Hendes sekt af skimlede, klamme kældermennesker”. Carsten Jensen er ikke alene. Hans holdning er fremherskende, som en politisk korrekt holdning i mange kredse. Den er udbredt blandt journalister. Den er udbredt på landets læreanstalter og på mangt et lærerværelse. Hos de snakkende og skrivende klasser. Hos dem, som føler sig hævet over det folkelige. Nogle af Carsten Jensens ligesindede er måske endda medlemmer af et andet Folkeparti, SF. Her bør der dog være lidt respekt for det folkelige selvom et parti, som roder rundt omkring spærregrænsen nok kunne have brug for lidt mere folkelig appel. Hvornår kommer den dag, hvor selv de snakkende og skrivende klasser vil anerkende, at et parti som Dansk Folkeparti altså er folkeligt? At det er et parti, som vil lige vilkår for folket. Den politisk korrekte elite må snart ophøre med at opfatte 20 % af folket som skimlede, klamme kældermennesker. Det mest paradoksale i kritikken af Dansk Folkeparti er, når modstandere trækker rascismekortet, eller lige så slemt: Fascismekortet. Dem der hyppigst gør det, er de såkaldte ”Antifascister”. De gør det med maskerede ansigter, brosten og slagsvåben i hånd. De ser ikke selv i hvor høj grad de ligner Mussolinis marcherende horder, både hvad angår udseende, metoder og ideologi. Et vendepunkt En positiv drejning er dog i gang. Vi så det senest under lærerkonflikten, hvor flere fik øjnene op for, at Dansk Folkeparti faktisk er et parti der i den forbindelse tog en folkestemning alvorligt. DF påpegede fra starten, at hele konflikten var et spil for galleriet og at udfaldet på forhånd var aftalt af Kommunernes Landsforening og regeringen. For første gang kunne man opleve, at partiet høstede nogen anerkendelse i lærerkredse. Hvor er det godt, at vi bor i et ægte demokrati. Her stemmer folk altså som de vil og ikke som eliten vil have os til. Stemmer vi mod eliten, så vil vi altid få at vide, at så er det fordi vi ikke er oplyste nok. Hver gang befolkningen har sagt nej til mere union i Europa, så er årsagen ifølge eliten, at der ikke har været god nok oplysning. Det bliver spændende at se den 19/11 til kommunalvalget, om befolkningen følger de politisk korrekte, eller om de tendenser der ses i landspolitiske meningsmålinger, slår bare lidt igennem lokalt. Generelt er de lokale valg jo lidt nærmere folket. Ofte kender den enkelte vælger personligt den kandidat vedkommende stemmer på. Jesper Krarup
Posted on: Sun, 14 Jul 2013 07:42:13 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015