Mængden af bureaukrati i den danske sundhedssektor er blevet så - TopicsExpress



          

Mængden af bureaukrati i den danske sundhedssektor er blevet så stor, at det går ud over patienterne. Det mener otte ud af ti overlæger, som har deltaget i en undersøgelse lavet af Overlægeforeningen. I undersøgelsen siger overlægerne, at omfanget af dokumentation og registrering er vokset de seneste to år, og at de samtidig har fået mindre kontakt med patienterne. - Vi er nået dertil, hvor vi dokumenterer alt for at gøre alt meget sikkert, men ikke kan nå den egentlige patientbehandling, siger Anja Mitchell, formand for Overlægeforeningen. Som eksempel nævner Anja Mitchell blandt andet en overlæge, der har svaret at næsten halvdelen af hendes konsultationstid nu bliver tilbragt foran computeren i stedet for patienten. Nedsæt en arbejdsgruppe Resultatet af undersøgelsen er særligt frustrerende for lægerne, fordi skiftende regeringer har haft det som et erklæret mål at nedbringe mængden af bureaukrati, uden at det har hjulpet. - Det er tankevækkende, for både Astrid Krag og Danske Regioner har jo lovet, at der skulle rydes op i dokumentationsopgaverne, men vi kan jo se, at det ikke er sket, siger Anja Mitchell. Hun foreslår, at man nedsætter en arbejdsgruppe med læger, regioner og myndighederne, som kan tynde ud i dokumentationskravene. For eksempel ved at forbedre de eksisterende it-systemer. - Det vigtigste er at dokumentere, at vi opnår de behandlingsresultater, der skal nås. Og vi skal måle på det, som er væsentligt for patienten, nemlig at opnå en fornuftig behandling, mere sundhed og bedre livskvalitet, siger Anja Mitchell. Der er et behov Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), erkender, at der er et behov for at få luget ud i den overflødige dokumentation. - Enhver læge, der har et bud på, hvordan vi fjerner dokumentation, der ikke har faglig karakter, skal være velkomne, siger han. Dokumentation og indrapportering er dog så fast indlejret i sundhedsvæsnet, at en hurtig afbureaukratisering ikke ligger lige for. Og meget af det er faktisk for det gode, understreger Bent Hansen. -Der er kommet meget mere fokus på, at de enkelte afdelinger skal leve op til for eksempel hjertepakkerne og kræftpakkerne. Noget af bureaukratiet kommer også af det. Og det er ikke nødvendigvis noget problem, siger han. Anja Mitchel medgiver, at en del af dokumentationskravene har sin berettigelse, men undrestreger, at det har taget overhånd de seneste år. - Det har altid været en del af lægegerningen at måle og registrere patientbehandlingen for at blive bedre. Det man skal undgå er at dokumentere for dokumentationens skyld. Ikke fjendske Hos Danske Patienter er erfaringen også, at der bruges mere tid på dokumentation, men at samtidig er et nødvendigt onde. - Vi er ikke fjendske over for indberetninger og dokumentation. Det er forudsætningen for at forbedre sundhedsvæsnet, siger formand Lars Engberg. Han foreslår, at Sundhedsstyrelsen selv kigger på, om nogle af indberetningerne kan sløjfes.
Posted on: Fri, 04 Oct 2013 07:34:53 +0000

Trending Topics



Recently Viewed Topics




© 2015