I anledning af Danmarks tilbagetrækning fra Afghanistan/eller den gode krig Krig er en måde at opleve livet på, og det ved magten selvfølgelig, for det har den altid vidst. Læs Ernst Jünger fx. “I Stålstormen” er et forsvar for krigen krydret med æstetik, et forsvar for den livsform eller livsstil, som krigen kaster af sig. Krig er for Homer (hvis han eksisterede som person, men hvis ikke Homer så en anden eller andre, hvilken forskel gør det?) selve epossets fundament. Cormac McCarthy, som skrev den afsindige - og afsindigt flotte roman- “Blodets meridian” , er krigen en målestok for den grad af interesse, intensitet eller ligefrem underholdningsværdi, som livet kan have, og som krigen åbenbart er i stand til at levere. Uden krig, har han sagt i et af de eneste interviews, som han har givet, ville livet være kedeligt. Efter krigen, en hvilken som helst krig, kommer eftertanken, sårene skal slikkes, man siger fx, aldrig mere, tiden går, man glemmer sjovt nok ret hurtigt, den næste krig er aldrig den samme som før, argumenterne er andre, motiverne er andre, man indfører regler for krigen, der er ting man må og ikke må, skønt essensen af krigen naturligvis er at slå ihjel, så er der forskel. Man indfører ikke blot den retfærdige krig, men nu også den gode krig. Den retfærdige krig er en forsvarskrig, den gode krig er en angrebskrig mod et ondt land. Magten ved det, at krigen er en måde at opleve tilværelsen på, gamle mænd burde være opdagelsesrejsende, siger Eliot i et digt, gamle mænd burde gå i krig, kan man så tilføje, men gamle mænd går ikke i krig, gamle mænd og indimellem gamle kvinder bestemmer at de unge mænd (og de unge kvinder i vore dage)går i krig. De gamle mænd, som sidder på magten, kan godt huske hvordan det var at være ung, derfor ved de, hvordan man lefler for ungdommen, så den kan melde sig til krigen, de gamle mænd har brug for til at fortsætte væksten og krigens industri. Enten er man ung med store forventninger til livet, man forestiller sig ligefrem, at man kan gøre en forskel, fx ved at gå i krig for at bekæmpe et ondt regime, eller man er ung og illusionsløs, uden fremtidsperspektiver, og så kan man lige så godt melde sig til militærtjeneste og siden til krigen. Krig er fedt, krig er sammenhold, krig er stærke oplevelser. Hvis den unge soldat bliver sendt til et land, hvor krigen allerede er slut, ærgrer han sig, for han havde havde jo drømt om at opleve krigen, det er trist at se, at krigen er forbi, og der kun er forkullede ruiner tilbage (de forkullede lig er fjernet), som man så er blevet sendt ud for at hjælpe med at rydde, for nu begynder genopbygningen. Krigen er sjov og spændende, men genopbygningen er kedelig og træls og meningsløs. Derfor er det altid unge mennesker, der skal sendes ud i krigen, fordi de ved endnu ikke, hvad det vil sige at vende hjem fra en krig, hvis man da ikke bliver hjemsendt i en kiste. De tror fortsat på, at det kan lade sig gøre, at slå en fjende ihjel, og have det fint med det, at det giver mening, at der er en ide med det hele. Det handler Tolstojs “Krig og fred” bl.a. om, Pierre vil opleve krigen, for krigen er virkeligheden, og har man ikke oplevet virkeligheden, har man intet oplevet, men han ender med at tumle om i en tåge af forvirring, nødråb, død og ødelæggelse, fuldstændigt retningsløst. Det handler alle krige åbenbart om, den krig som skulle være anderledes, god, retfærdig, en helt ny form for krig, omsider en ærkegod krig ender som tidligere med ufattelige lidelser, traumer, forbrydelser, forræderier, ødelæggelser, massemord, brændte mennesker, døde børn. En whistleblower frigiver hemmelige oplysninger om hemmelige fængsler og torturkamre, massedrab, bombninger af civile mål, collateral damage på den ene og den anden måde, whistlebloweren skal selvfølgelig klynges op eller bures inde for landsforræderi, men løgne afsløres alligevel, krigens motiv var nu ikke længere det, man sagde, men et andet. Det er naturligvis lidt bekymrende. Man må lære af krigen, en undersøgelsesindustri sættes i gang, tilfældene skal analyseres, nye våben skal udvikles, der er brug for flere præster, psykologer, kloge folk. For det gik jo ikke, som man havde sagt og forudsagt. Noget var ikke som det skulle være. Imens er de første frø til den næste krig allerede begyndt at spire, den næste krig, som skal være en helt ny og uhørt menneskelig krig, en krig helt uden ofre, som kan fjerne ondskaben på den anden side. Om kort tid er de gamle fejltagelser glemt, krigsveteranerne forsvundet, ofrene begravet, og en skinnende ny generation af politikere og unge mennesker med mod på livet og den gode krig allerede parat. Krigen er spændende, den er indbringende, den er nødvendig, den er en læreplads for det unge menneske, som virkelig ønsker at tage fat. Krigen findes, fordi den altid har eksisteret, den er ret sjov på film og i spil, den er en slags kærlighed til universet. Den er profit for de fede. Den er sammenhold og kammeratskab. Den er en smuk dannelseshistorie. Den er måske mindre sjov at vende tilbage fra, hvis det går så godt, og heller ikke skøn for dem der må lægge sind og krop og børn og jord og hus til. Krigen er det hele værd - eller næsten. Det der næsten behøver vi heller ikke at snakke så meget om, det er jo tydeligt, at det ikke er så populært. For i virkeligheden handler krigen jo om at fjenden bare skal dø, men hvor fanden er fjenden?
Posted on: Fri, 02 Aug 2013 18:21:25 +0000