Er i T.-land på besøg hos pastorinde K. Jeg tog herned i går; i morgen smutter jeg igen. Jeg ligger i gæsteværelset med de bleggule vægge og stukloftet og den ellers asketisk fraværende udsmykning og spekulerer på, om man skulle til at stå op. Lave noget kaffe. Vækkeuret er sat til at ringe klokken 10, men jeg fornemmer, at det er tvivlsomt, om jeg får sovet mere i denne omgang. Hvorvidt pastorinden er vågen, ved jeg ikke. Jeg kan ikke høre nogen aktivitet i huset, så hvis jeg var pisket til at gætte, ville jeg satse på, at hun nok ligger og bobler stadigvæk. Det var også en anstrengende dag for hende i går. Som nogle af jer ved, har jeg en løs forbindelse i hjernen, som gør mig mere tilbøjelig end de fleste til at høre forkert, når folk snakker til mig. Og pastorinde K. har ikke den mest gennemtrængende stemme, hvilket gjorde problemet mere udtalt, og som om det ikke var nok, er jeg p.t. også semidøv i den ene side på grund af øregangsbetændelse. Vi opsummerer: Kommunikationen haltede. Og vi kunne selvfølgelig godt have kommunikeret pr. sms eller via Facebook, men det ville sgu egentlig have virket temmelig tåbeligt, når vi nu sad i det samme lokale og drak kaffe. Så pastorinde K. forholdt sig resolut til situationen og tog dens udfordring på sine spinkle skuldre: Hun holdt simpelthen op med at tale til mig, som hun normalt ville tale til et menneske, og begyndte i stedet at tale til mig med den samme stemme, hun er vant til at bruge over for sine katte - højere, lysere og tydeligere end hendes menneskestemme og med længere mellemrum mellem ordene, så det dumme/smådøve dyr/menneske, de er henvendt til, har bedre chance for at forstå dem. Nå, men strategien virkede faktisk. Pastorindens røst gik rent igennem og ind på lystavlen hos undertegnede (kattene virkede til gengæld lettere forvirrede). Men for pastorinden selv føltes det dybt unaturligt. For nok talte hun til mig med kattestemme, men hun brugte ikke katteord. Hun kaldte mig hverken missemand eller skriger eller bad mig om at smutte ned fra sin tallerken. Nej, hun sagde faktisk helt normale menneskeord til mig med sin kattestemme (okay, nogle af dem var lidt unormale - gynkelsnyrb for eksempel) - og deraf følger, at der i hendes egen optik var skærende modstrid mellem form og indhold i hendes replikker. Det var en unaturlighed, hun måtte bruge en del mental energi på at overkomme, plus at det jo også alt andet lige er mere fysisk krævende at snakke højere. Så det kunne være en del af forklaringen på, at hun - så vidt jeg kan høre - stadigvæk ikke er stået op. Og jeg forsøgte naturligvis at overbevise hende om, at jeg var taknemmelig for, at hun gjorde en indsats for min skyld, og at hele situationen i øvrigt ikke virkede tilnærmelsesvist så unaturlig for mig, som den gjorde for hende. Men på det sted blev pastorinden ond og begyndte at tale til mig med helt, helt lys og sirupsød mor-til-nyfødt-barn-stemme (Synes du heller ikke, det her virker unaturligt, lille skat? Hva? Nååååårh, skal du have mere kaffe, lille bøvsebæbs?), hvilket hun dog stoppede med, da jeg truede med at sætte mig på skødet af hende, hvis hun blev ved. Og så prøvede hun at tale til mig med sin pastorale prædikestolsstemme, som minder ret meget om hendes kattestemme, BARE ENDNU MERE HØJLYDT!! Og det var sgu alligevel for meget af det gode, hvilket jeg sagde til hende. Og derefter gik der for alvor hat og briller i den, for det næste, pastorinden gjorde, var at give sig til at snakke hønesprog til mig - hvilket vil sige, at hun faktisk overhovedet ikke snakkede, men bare sad og skræppede højlydt og skingert og baskede med armene. Og okay, det lagde jeg måske selv op til lidt tidligere, da jeg pegede på et billede af hende og sagde, at hun så fuglsk ud. Men det var nu stadig lige lovlig voldsomt af hende, synes jeg, at afspore samtalen på den måde. Det syntes jeg i øvrigt også, mens det stod på. Og for lissom at vise mit mishag ved hendes adfærd gav jeg mig til at gø som en hund. Så sad vi dér i præstegårdskøkkenet, bag store gardinløse vinduer, som alle, der kom forbi ude på gaden, kunne glo lige ind ad, og var dyriske i hinandens selskab. Og på et eller andet tidspunkt hen ad vejen begyndte det faktisk næsten at føles som en rigtig samtale. Og så kom gartneren forbi. Og jeg ville gerne kunne sige, at han sluttede sig til og gav sig til at tude som en ugle eller sådan noget, men det gjorde han ikke. Han tog bare sin rive og gik om i baghaven for at feje blade sammen, mens han kiggede i wtf-agtigt i vores retning. Og da han så var færdig med bladene, sænkede han hovedet og bukkede sig ned og skrabede arrigt i jorden med hånden, og så udstødte han et brøl og løb med panden forrest direkte ind i et træ. Dernæst begyndte der at komme høje elefanttrut ovre fra naboerne. Muhlyde steg op andre steder fra. Mæhlyde kunne også høres lige pludselig, og vrinsk. Hele byen begyndte simpelthen at blive dyrisk. Og det et den stadig. Mens jeg skriver dette, kigger jeg gennem vinduet ud på en revisoragtig type, der sidder med benene rundt om en træstamme og banker næsen ind mod den igen og igen, spætte-style. Og i nærheden ligger der en kvinde iført badedragt og gisper og spjætter som en fisk på land. Og så videre. Det lader med andre ord til, at pastorinden og jeg uforvarende er kommet til at starte en bølge. Og så siger de, at kirken og dens ansatte ikke længere har nogen indflydelse på folk.
Posted on: Sat, 12 Oct 2013 07:41:56 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015