Mirakler eller Manipulation? Landsformand Knud Kristensens leder - TopicsExpress



          

Mirakler eller Manipulation? Landsformand Knud Kristensens leder i SIND Bladet, august 2013! Endnu en stor reform er kørt gennem den store kødhakker på Christiansborg - og igen-igen er det lykkedes politikerne at spare penge og forbedre vilkårerne for de vanskeligst stillede på en og samme gang. Er jeg den eneste dansker, der ikke fatter det? I 1981 forlod jeg Aarhus Universitet med en kandidateksamen i Statskundskab. Jeg var meget grundig i mine studier og brugte politisk ukorrekt hele otte år på at sætte mig ind i teorierne om samfundsforholdene. Alligelvel må jeg have været fraværende eller blundet - et par gange eller tre. Jeg er i hvert tilfælde ikke i stand til at forstå de mirakler, som mine yngre fagfæller på Christiansborg gang på gang ryster ud af ærmerne. Nogle af dem er endda ikke engang færdiguddannede scient.pol.´er - Pinligt hr. Kristensen! Kontanthjælpsreformen Den 28. juni vedtog et bredt flertal i Folketinget (kun Enhedslisten stemte imod) de to lovforslag, der udmønter kontanthjælpsreformen. Med reformen gennemføres en række forbedringer af indsatsen for unge ledige på kontanthjæl. Flere kommer nu i job og uddannnelse, forstår man. Forbedringerne beskrev jeg i SIND Bladet i juni, så det er ikke dem jeg beskæftiger mig med her. Det, der optager mig i dag, er i stedet, at det sørme er lykkedes de gæve folketingspolitikere at forbedre indsatsen og så samtidig spare 1,2 mia. kr. årligt - netto! Jeg har læst aftalen om reformen af kontanthjælpssystemet, lovforslagene med bemærkninger, folketingets behandlinger, pressemeddelelserne med meget mere. Og det står der sort på hvidt. Samlet set vil den årlige besparelse fra 2020 løbe op i 2,2 mia. kr. Herfra skal så trækkes 964 mio. kr. som forbedringerne koster. Netto sparer samfundet altså 1,2 mia. kr. årligt fra 2020. Det er næsten for godt til at være sandt. Og så endda kort tid efter, at vi ved skattereformen og førtidspensionsreformen har forbedret vilkårerne for de svageste i samfundet og samtidig sparret 5,1 mia. kr. årligt. Jeg ved godt at jeg burde være glad, men jeg må indrømme, at jeg er smålig nok til, at min glæde overskygges af, at jeg altså ike kan fatte, hvordan de gør det. Jeg har det på samme måde, når de verdensberømte tryllekunstnere Sigfried & Roy tryller en hvid tiger op af en høj hat. Jeg kan godt se det er smart, men det irriterer mig mere, at jeg ikke kan regne ud, hvordan de gør det. Nedlæggelse af de sociale nævn Måske jeg ska melde mig til nogle genopfriskningskurser på Statskundskab, for det ser ud til at være almen viden på uddannelesen i dag. Den 14. maj vedtog Folketinget en ændring af klagestrukturen på det sociale og beskæftigelsesmæssige område. Her blev de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene (hvor der bl.a. sad repræsentanter fra SIND som medlemmer) nedlagt og muligheden for at få efterprøvet principielle afgørelser i anden ankeinstans afskaffet. Her sparede man penge, forbedrede retssikkerheden og forkortede sagsbehandlingstiden - også her på en og samme tid. Heller ikke dette fatter jeg. Da jeg læste, var lægmænd og to ankeinstanser lig med øget retssikkerhed. Nu er det åbenbart omvendt. For godt til at være sandt? Når noget lyder for godt til at være sandt - så er det ofte heller ikke sandt. Så måske er det ikke (hele) sandheden vi får, når de politiske aftaler og reformerne beskrives. Måske er det ikke ny viden om retssikkerhed og nationaløkonomi, som nutidens scient.pol.´er lærer, men i stedet talmagi og manipultion? Det er godt for min selvfølelse, Men er det godt for samfundet? Jeg synes det vile klæde politikerne, hvis de fortalte ligeud, at de er i gang med at reducere forsørgelsesgrundlaget for en række af samfundets allersvageste, men at nogle af de penge, der spares herved, bliver brugt til at forbedre indsatsen. Læs augustudgaven af SIND Bladet her: sind.dk/bladet
Posted on: Mon, 29 Jul 2013 21:18:56 +0000

Trending Topics



Recently Viewed Topics




© 2015