Øster Skovvej 25, Haderslev Haderslev: Kære Borgmester Du er efterhånden min sidste livline i det kommunale system. Tag dig tid til at læse mine spørgsmål, og kom så tilbage med nogle brugbare svar. Jeg er efterhånden ved at blive desperat over at blive trukket rundt i den kommunale mølle. Hvis jeg nu prøver at starte fra en ende af (tag venligst forbehold for datoer og tidspunkter, da min hukommelse ikke kan rumme det hele). I Januar 2010 bliver jeg sygemeldt fra mit job. Min arbejdsgiver udfylder sammen med mig de nødvendige papirer, for at jeg kan få sygedagpenge. En medarbejder fra sygedagpengeteamet ringer i februar 2010 til mig og meddeler, at min arbejdsgiver får bevilget og overført refusionen. Efter at have forklaret medarbejderen, at det nok ikke var den bedste idé pga. min arbejdsgivers manglende betaling af min løn for januar, påtog medarbejderen sig at tage kontakt til min arbejdsgiver. Derfra kører sagen helt af sporet. Min daværende arbejdsgiver ender med at møde op hos sygedagpengeteamet og får forevist den ansøgning om refusion af sygedagpenge, hvorpå han fysisk »stjæler« dokumentet, og forlader kontoret uden at blive antastet. Dertil skal siges, at dokumentet end ikke var scannet ind i systemet endnu, så det var eneste bevis på, at ansøgningen om sygedagpenge rent faktisk eksisterede. I april 2010 bliver jeg så opereret første gang i nakken pga. diskusprolaps. I august 2010 beder jeg om første gang at komme lidt i gang, for at se, hvad jeg kan holde til rent arbejdsmæssigt. Dette er min konsulent på jobcentret meget betænkelig ved, og mener jeg skal se tiden an. Det skal lige tilføjes, at jeg på daværende tidspunkt kører en ankesag mod Haderslev Kommune i Beskæftigelsesankenævnet, da Haderslev Kommune har givet afslag på sygedagpengeansøgningen. Den sag afsluttes først i marts 2011, hvor Haderslev Kommune er blevet bedt om at revurdere min sag to gange, så jeg fik bevilget sygedagpenge med tilbagevirkende kraft. Tilbage til sagsbehandlingen i jobcentret. Fra august 2010 frem til december 2010 er jeg kun i telefonisk kontakt med min konsulent, da hun mener, at vi sagtens kan snakke om sagen via telefonen. I december 2010 bliver jeg så rygopereret pga. slitage, en stivgørende rygoperation. Jeg er i jævnlig telefonisk kontakt med min konsulent efter operationen i ryggen. I april 2011 bliver jeg endnu engang opereret i nakken pga. indsnævrede nervebanekanaler og arvævsproblematikker fra den forrige operation i 2010. Den sidstnævnte operation var dog ikke med min gode vilje, men jeg blev informeret fra jobcentret om, at så ville man se på det, når jeg skulle søge om fleksjob, som om jeg ikke selv ville være medvirkende til at alle behandlingsformer var udtømte. Derfor gik jeg med til den sidste nakkeoperation. Min konsulent havde fra starten af forløbet, efter første operation, snakket om at jeg ikke skulle gøre mig forhåbninger om at komme tilbage til det almindelige arbejdsmarked på fuld tid, så derfor ville et fleksjob være det bedste for mit vedkommende. Efter sidste nakkeoperation deltager jeg igen i genoptræning, men må stoppe pga. opståede problemer med venstre arm, men har desuagtet bedt jobcentret flere gange om at prøve at komme ud i arbejdsprøvning, som min konsulent anbefalede mig at starte op med. Jeg var til den første samtale på REVA i starten af året 2012. Der aftalte vi, at jeg kunne starte i marts i 2012, da der var ventetid på at blive arbejdsprøvet. Pga. problematikkerne med min venstre arm kommer jeg ikke i gang i marts 2012. I perioden foråret 2012 til september 2012 går jeg til flere behandlinger på Vejle Sygehus, og ender op med en skulderoperation pga. indklemningssyndrom. Derefter følger igen igen et genoptræningsforløb, som jeg er nødt til at stoppe pga. en »frossen« skulder efter operationen. I oktober eller november 2012 meddeler min konsulent, at jeg desværre skal have en ny konsulent, da jeg skal overgå til projekt »Plads Til Alle«. Derefter starter en lavine af konsulenter, hvor nogle af dem sætter sig ind i min sag i større eller mindre grad. Den værste oplevelse havde jeg i december 2012, hvor jeg havde en aftale med en konsulent. Da jeg kommer til jobcentret, er konsulenten blevet langtidssygemeldt, uden at jeg på noget tidspunkt er blevet informeret omkring dette, så jeg bliver mødt af en helt anden konsulent end den aftalte. Vedkommende konsulent fortæller, at hun i samarbejde med mig skal udfylde et skema til projektet. Derefter starter en lavine af spørgsmål, nogle mere intelligente end andre. Desuden giver hun udtryk for sin undren over, at jeg har været sygemeldt så lang tid pga. en operation i skulderen. Altså har hun ikke sat sig ind i sagen på nogen måde. Jeg tager det som en opfordring til at forklare konsulenten omkring min situation rent helbredsmæssigt, og bliver samtidig både ked af det og frustreret. Hele dialogen udmunder i at konsulenten meddeler mig, at hun ikke kan sidde og have ondt af mig, da folk i kørestol uden ben kan arbejde på jobcentret, så kan jeg også! Konsulenten giver samtidig udtryk for, at når jeg nu ikke kan passe mit hjem med rengøring, så måtte hun jo søge om hjemmehjælp til mig. Og der blev søgt. Dog fik vi afslag på ansøgningen, da jeg jo bor sammen med en, som fungerer fuldt ud, også på arbejdsmarkedet. Hvilket jeg jo vidste, da jeg er uddannet i hjemmeplejen, og har arbejdet indenfor det felt i flere år. Enden på det møde blev, at jeg fik at vide, at jeg bare skulle se at komme i gang med at arbejde, og lade være med at sidde og hyle. Og hvis jeg ikke mente, jeg kunne det, så boede jeg jo sammen med en, som var selvstændig erhvervsdrivende, som burde kunne forsørge mig, og hvis han ikke kunne det, så måtte han jo lukke sin virksomhed, og søge sig et job. Det havde konsulenten jo selv været nødt til. Glædelig jul. Efter det møde var jeg så ked af det, pga. det umenneskelige menneskesyn den medarbejder udviste. Godt jeg ikke samtidig med de andre problematikker også havde en psykisk lidelse, for så var det da endt helt galt. Herefter følger en bølge af indkaldelser til samtale på jobcentret: 14. jan. 2013 indkaldt til møde den 21. marts hos konsulent. Den 17. jan. 2013 flyttet møde fra 21. marts til 14. marts. Den 11. marts ny indkaldelse pga. konsulentskifte til 19. marts. Den 19. marts aftaler jeg med konsulenten, at jeg skal starte ved anden aktør på et seks ugers forløb i første omgang. På mødet spørger jeg ind til emnet arbejdsprøvning, da jeg stadig ønsker at komme i gang med at arbejde. Jeg Hedder Kenneth "Kenny" McCormickfår at vide, at i løbet af det forløb ved anden aktør, kan jeg overgå til arbejdsprøvning, da der ingen ventetid er, eller må være pga. de nye regler, Da jeg møder op ved aktøren første gang, bliver jeg informeret om at jeg deltager i et 12 ugers forløb, en information jeg ikke havde fået tidligere fra konsulenten. Det skal lige siges, at jeg har haft en bisidder med til de sidste møder på jobcentret efter min »oplevelse« i december 2012. Jeg får også at vide, at projektet »Plads Til Alle« regner konsulenten ikke med at jeg kan deltage i, da det stopper i sensommeren 2013. Men jeg har lov til at blive hørt i det tværfaglige team på frivillig basis. Det kunne jeg tænke over, og derefter kontakte konsulenten. Juli 2013 deltager jeg så i et møde med det tværfaglige team, hvor min konsulent, den lægefaglige konsulent og teamlederen for »Plads Til Alle « deltager. Der får vi en god snak om mine muligheder, og de eventuelle begrænsninger min fysik stiller nu. Vi aftaler, at jeg kan deltage i yderligere 12 uger ved anden aktør. Den lægefaglige konsulent spørger, om jeg er villig til at konsultere kommunens ekspert i Fredericia, som skal vurdere hvilke genoptræningsforløb, behandlingsmuligheder osv. der endnu ikke forsøgt prøvet. Og selvfølgelig er jeg villig til det. Jeg vil jo i gang igen med at arbejde. Eksperten indkalder mig til konsultation midt i juli. Konklusionen fra kommunens ekspert var, at alle genoptrænings- og behandlingsmuligheder var udtømte. Desuden stillede eksperten spørgsmålstegn ved den begrænsede arbejdsevne og den relevante erhvervsevne pga. koncentrations- og hukommelsesbesvær pga. den kroniske hovedpine. Eksperten mente ikke, at jeg på noget tidspunkt ville kunne komme til at bestride et job pga. mine uforudsigelige smerteperioder og ikke mindst de få timer, jeg ville kunne holde til at arbejde (2-5 timer/ ugen), hvis der også skulle være bare en anelse livskvalitet tilbage efter arbejdstid. Nyt møde i det tværfaglige team, der nu er skrumpet til min konsulent og den lægefaglige konsulent, finder sted i starten af september i år. Der bliver jeg informeret om, at teamet har modtaget ekspertens rapport, og at den stemmer overens med mine udtalelser om, hvordan jeg har det. Og det var i bund og grund det, teamet skulle bruge den til. Derudover konkluderede teamet at eksperten havde udtalt sig om det arbejdsmæssige, hvad eksperten ikke måtte! Så det lukkede de øjnene for, da konsulenten var eksperten på arbejdsmarkedets vilkår, og lægen var det på det helbredsmæssige område. Citat: »Sådan har de nemlig bestemt det ovre på Borgen.« Ved at spørge ind til den kommende arbejdsprøvning får jeg nu meddelt, at der er 2-3 måneders ventetid, samt at der ville gå 3-4 uger inden jeg bliver kaldt til en samtale på Kompetencecentret angående arbejdsprøvning (hvor blev udtalelsen om »ingen tilladt ventetid på arbejdsprøvning« af?) Det skal for god ordens skyld fortælles, at jeg i hele forløbet fra januar 2010 har været på kontanthjælp, på grund af forløbet omkring mine sygedagpenge. I Juni 2013 vedtog et flertal i folketinget Kontanthjælpsreformen, som fra den 1. januar 2014 gør, at par som bor sammen, er at sidestille med ægtefæller, så der skal være gensidig forsørgerpligt. Derudover er der fra 1. januar 2013 trådt en ny lov i kraft omkring fleksjob og førtidspension. Ifølge udsagn fra både min konsulent og den lægefaglige konsulent i Haderslev skal man i dag praktisk talt være terminalpatient (døende), svært hjerneskadet eller svært sindslidende for at få tilkendt en førtidspension. Så oven i, at jeg kæmper med mine fysiske skavanker, skal jeg nu også gøre mig bekymringer omkring min økonomiske situation pga. den »pludseligt « opståede ventetid omkring arbejdsprøvning, der vil kunne forhale min sag, så jeg efter 1. januar står uden forsørgelsesgrundlag, udover hvad min samlever kan byde ind med. Som selvstændig vognmand er det ikke mange håndører, skal jeg hilse og sige. Så kære Borgmester: Jeg, en 49-årig kvinde, har hele tiden skulle acceptere at blive trukket rundt i jobcentrets mølle, hele tiden skullet acceptere, at andre har taget beslutninger på mine vegne om, hvad jeg ikke har kunnet lave af arbejde, og hele tiden har skullet acceptere, at medarbejdere på jobcentret har talt ned til mig, har accepteret, at jeg skulle belæres om, hvordan jeg var et »pivehoved«, har accepteret at blive undersøgt både psykisk og fysisk, selv om de fysiske undersøgelser for langt de flestes vedkommende har været en smertefuld proces, både mens de stod på og ikke mindst efter, har skullet acceptere de skavanker, et langt arbejdsliv har givet. Førtidspension er ikke noget man i Haderslev Kommune giver, medmindre man er døden nær (og helst hurtigt, åbenbart), det kræver også en arbejdsprøvning. Fleksjob kræver også en arbejdsprøvning. Arbejdsprøvning er der nu ventetid på. Ressourceforløb for førtidspensionsansøgere over 40 år skulle være et afklaringsforløb ifølge Beskæftigelsesministeriet, men jeg har hørt fra jobcentret, at ingen i Haderslev Kommune endnu har fået dette forløb. Så nu spørger jeg dig: Hvornår accepterer Haderslev Kommune, at jeg (og andre i samme situation) har brug for hjælp til også at kunne leve et værdigt liv? Hvornår vil Haderslev Kommune sørge for, at arbejdsprøvning ikke er noget borgere skal vente på? Hvornår vil Haderslev Kommune begynde at lave ressourceforløb? Hvor mange familier, som min familie, skal evt. skilles efter 1. januar 2014, for stadig at have et forsørgelsesgrundlag? Hvornår vil Haderslev Kommune hjælpe de ufrivilligt syge borgere, som blev syge i en tid, hvor kontanthjælp dog var en hjælp man kunne regne med, når man ikke længere var berettiget til sygedagpenge? Er det det samfund, du ønsker at være borgmester for, hvor nedgørende menneskesyn er okay i forvaltningen? Jeg har fået hjælp til at sætte denne skrivelse sammen. Ganske enkelt fordi jeg ikke formår at holde koncentrationen, og ikke mindst magter jeg ikke at sidde ned i længere tid ad gangen pga. mine konstante smerter. Og i den forbindelse er jeg overlykkelig for, at jeg har et netværk, som er der for mig, når jeg har brug for det. Jeg var ellers gået neden om og hjem rent psykisk
Posted on: Thu, 03 Oct 2013 11:18:38 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015