YIN&YANG A. Yin&Yang er uløseligt forbundet. Vi kender det som et kinesisk eller østerlandsk symbol og forbinder også begrebet, TAO, der til forveksling med det græske, TEO, er at forstå som GUD. Denne spidsfindige formulering, “til forveksling”, skal udredes. Jeg, Jens Haarup Mortensen, er overbevist om, at der findes ganske omfattende livsoplysende erfaringer, herunder åndsteknikker og kropsteknikker, hos østens mange forskellige folkeslag. Og den slags ærer jeg per menneskelig natur, da det naturligvis er godt, at vi kan udvikle os på livsoplysende vis, finde balancen med os selv, den vi, hver især i sandhed er, og ligeledes derved gøre et godt liv til gavn for det samfund, vi er en del af. Det er imidlertid også ganske klart for mig, at livsoplysende indsigter, der kan give et menneske erfaringer med at leve i god balance, så at sige kan slå om og blive til dårlige vaner eller ligefrem ondskab. Det er forståeligt nok, når der er nød på tale, at mennesket bruger af sine ellers godtsigtende og ansvarsfulde livserfaringer til også at forsvare sig og for eksempel sit afkom, sin familie. Sådan er vor menneskelige natur nu engang, og af samme grund derfor også vore respektive samfund indrettet eller, i det mindste, irettesættende. Men det er meget uheldigt, når balancen ikke genoprettes og forstiltheden går i arv, og således bliver til dårlige vaner, forskudte sindelag og derved, uheldigvis, ondskabende menneskelivserfaringer. Vil, for et givent samfund af mennesker, fremmede magter gøre sig til herre over forældres børn eller den ellers møjsommeligt oparbejdede samfundsorden, herunder især det livsoplysende, arbejdsomme og gode åndsliv, i pågældende land, så kan man ikke fortænke mennesket i at ville forsvare sig. Eller sagt med andre ord: Sådanne overgreb eller følelsen deraf kan træffe at gøre ellers gode mennesker afsindigt vrede. En sådan vrede kommer altså endvidere af en ellers medfødt, menneskeværdig ansvarsfølelse eller åndsmæssig impuls hos pågældende medlemmer af samfundet, der for nu på gentagende vis at forklare vredens opståen, bliver indtaget, undertrykt eller forført. Kanske i kraft af, at være en gruppe fattige mennesker i samfundet, der af de øvrige herskende magter i pågældende samfund, bliver overladt til sig selv eller kanske endda, på allergroveste vis, bliver misbrugt eller behandlet som om de blot er den oksende arbejdskraft, hunde eller dyr. Menneskelivet foregår i kraft af hver vor personlige krop og ånd. Og videre foregår det i hver vort samfundsmæssige område, med sin befolkning, også kaldet land. Dette menneskeliv, jeg, Jens Haarup Mortensen, her taler om, og således, såvidt muligt på almen vis, hvilket betyder, at min kære læser naturligvis må forstå, at jeg også er et almindeligt, personligt menneske, rummer generelt set sit eget livsgode, herunder, hvad jeg vil kalde et helligånspotentiale eller livsoplysningsmæssigt potentiale. Det er tilmed personens egen åndskropsmæssige vækstpotentiale. Og at få fat i dette, det vil sige at vokse op i god kontakt med det, også kaldet sig selv som menneskeværdig person, det er, hvad livsoplysning handler om. Og videre, i kraft deraf, fører det til samfundsoplysning, herunder eventuelt nødvendigheden af at protestere med målrettet henblik på, at få reorganiseret eller reformuleret, altså reformeret den gældende samfundsorden i landet, så den for eksempel ikke fortsætter med at gøre ondt værre på, ganske ofte, i forvejen velkendte ømme punkter i pågældende befolkning. Sagt med andre, gentagne ord: Undlader en regerende samfundsorden, hvorunder i særlig grad et menneskeligeværdigt oplysende åndsliv i befolkningen i almindelighed hører, med at lade være hørt, hvad der i sandhed foregår i og med pågældende samfundne befolknings kød, som værende et respektivt hele i landets navn, så sker der før eller siden dét, at mennesket må bryde tavsheden. For nu at sige det mildt. Jeg gentager, for nu at sige det mildt: Lægger en regerende samfundsorden snerrende bånd nedover menneskelivets ellers værdigt udviklende åndsliv hos personen eller en gruppe af personer, der deler samme opfattelse, for eksempel i form af mundkurven, som man jo ellers kun bruger til hunde, der bider, så bliver alt det usagte trykket ud af pågældendes kød på anden vis, det vil i særlig advarende grad sige gennem overførsel på uskyldige børn, der således ødelægger næste generation i pågældende befolkning. Og dermed en ellers livsoplysende, hjertegod og åndsforstandig samfundsudvikling. Eller endnu værre, nabolande, ja sågar fjernere landes gode samfundsudvikling. - Kan svin forstå dét? B. Vi har kendt til hinandens visdomskulturer og endda religioner i hundredevis af år. Det vil sige, i takt med opdagelsen af verden, først og fremmest alverdens riger og lande, med sine befolkninger, men samtidig med også opdagelsen af universets verden; solsystemet, planeterne, jorden og månen, herunder opgøret med gamle oldgræsk-romersk-katolsk-jødiske verdensbilleder, hvilket vil sige en række logikker og åndsopfattelser, tillige uddannelsesformer og samfundsordner, til tider også kaldet systemer - i takt med denne opdagelsesrige, dog også kæmpende, endog krigeriske verdensbevægelse med os, menneskelivet på jord, er stort set samtlige lande og befolkningers gamle visdomskulturer blevet blandet, for ikke at sige, rodet sammen. Opdagelsen af verden begyndte sådan set for længe siden, jeg mener, den kommer af vor medfødte nysgerrighed, dog også søgen efter nye græsgange, som man siger, hvormed jeg både anslår vor søgen efter nye næringsveje og åbenbarende forestillinger, en søgen efter klarhed. Ofte, velsagtens, på grund af dårligdom, sult, vantrivsel, sorg med videre, altså af nød. Dét, der imidlertid skal slåes fast, ved denne verdensbevægelse med os, er, at den samtidig også er, eller er endt med at være en fuldstændig opdagelse af menneskelivet på jord. Og det er interessant, det er et eviggyldigt mellemværende for os, sådan at komme til fuldstændig erkendelse af noget, derved til klarhed. Vi kan godt gå ind, historiske set, og beskrive en række af de store opdagelser. Videnskaberne kører f.eks. meget rundt i deres moderne tradition, grundlagt ved opdagelserne af jordens rotation, og kredsløb omkring solen, tyngdekraftens opdagelse og så videre. Og den finder sted i Europa, fra og med Renæssancen, der imidlertid også betyder genfødsel af antikkens tankegods. Det vil sige 13-1600tallet. Da denne række af opdagelser, historisk set, men også begrebslig set, forårsagede at mange mennesker mistede deres tro og måtte gå fra deres forstand, sådan som den var blevet dem indbildt århundreder forinden, førte det også til opgør med det gamle verdensbillede, der på daværende tidspunkt udgik fra jødePavens kirke i Rom; og således, begrebsligt set, jo altså også tilbage til Israel. Disse slagsmål i vor historie, kanske især i Europa, dernæst Amerika, forplumrer imidlertid - fortsat - den hellige sandheds kerne, som jeg bemærkede ved afslutningen af sidste afsnit. Det bliver derfor nødvendigt at tale mere åndshistorisk omkring det. For eksempel står der i Biblen, skrevet sådan omtrent indenfor de første 100 år efter JesuKristi fødsel, vor tidsregnings begyndelse; omend denne tidsregning formentlig først er indført, eller justeret ind, senerehen, nemlig i kraft af de naturvidenskabelige landvindinger og deres standardisering af sproget og vore begreber omkring verden; jeg gentager, verden på jord, med sine lande og befolkninger og universets verden. Jeg gentager: For eksempel står der i Biblen, at vi erkender stykkevis, men at vi en dag skal erkende fuldt ud. Jeg betragter det som et sandt forsyn, gjort af de gamles troskab mod vort menneskeværdige åndsvid, der dengang dog ikke var lovreligiøst. De gamle grækere kunne også erkende betydelige ting om vort liv, vore samfundsforhold og forholdene mellem himmel og jord. Og som sådan er der givet os et helligåndspotentiale eller livsoplysningsmæssigt potentiale som mennesker; vi er givet forstand, vi er givet åbenbaren indsigtsevne og danner i kraft deraf også hjertelig troskab eller ægteskabende liv- og samfundserfaringer omkring vore gøremål, ikke mindst de fornødne. Disse erfaringer vækker imidlertid også en ny nysgerrighed og sætter os således på sporet af nye opdagelser, der fører til nye afklaringer af gamle spørgsmål. Og, måske, frem til fuldstændige erkendelser. Sådan er det gået med “verden” omkring os, i menneskelivet på jord. Verden på jord er i dag fuldstændig erkendt og består, hovedsageligt set, af vore respektive riger eller lande og befolkninger. Der tumles dog fortsat med universets verden, logikkerne og begrebslighederne omkring den, hvorfor der også holdes gang i alt det gamle, endog det, der allerede er bortforklaret, oplyst som værende forældet, udtjent, og som derfor, når det imidlertid fortsættes tilmed går hen og bliver fordummende og undertrykkende, som ovenfor antydet. Eksemplet godtgør med andre ord, at mennesket også er givet et forsyn. Et menneske, der lever og arbejder sig ind i begrebslig forstand af livet, af vort hjerte, vore almenmenneskelige væremåder, med videre, nærmer sig også menneskelivets indre sandheder og kan i kraft deraf udtrykke dyb indsigt, visdom, som ingen i vedkommendes egen tid eller medmenneskelige kreds er i stand til at opfatte. Det kan så imidlertid senere vise sig, i menneskelivets historie, at vedkommende havde ganske ret i sit syn, hvad det nu end i en nærmere forstand har handlet om!!! C. Min pointe med lige at få sat Verden på plads, inden jeg bevæger mig længere ind på emnet, Yin&Yang, kommer sig af, at der fortsat findes mange mennesker, og lande og befolkninger, der endnu ikke har fundet sig til rette, jeg mener, ikke har fået taget de nyere erkendelser til efterretning. Så de kan bundfælde sig på god vis i befolkningen. Eller, kan man også sige, fået samstemt dem i forhold til deres allerede etablerede livsoplysningskultur eller samfundskultur. Og set i lyset af min nærhistoriske tid, også som dansker, det vil tilmed sige i lyset af den europæiske kulturkreds, så har der jo altså indenfor de sidste 100 år været to kæmpe store VERDENskrige. Og de har haft fatale konsekvenser for et utal af mennesker, for ikke at sige hele verden, med sine respektive lande og befolkninger. Tillige set i forhold til de “gode idéer”, man efterfølgende har fået, for at dæmme op for den slags. Jeg tænker på opbyning af internationale samfundsordner eller sågar verdensordner, der således med tvetydighed i stemmen, stinker langt væk af fortiders tankegods og idémåde. Europa lider under oldtidsarven, fordi at vore samfundsinstitutioner ikke formår at tage nye erkendelser til efterretning, hvilket betyder at deres ledelse og åndsvirksomhed igen og igen falder tilbage til det gamle, hvormed unge mennesker, med nye, friske åndskræfter også ender med at påtage et ansvar for den gamle, i forvejen omstødte verden, hvad erkendelser og indsigter angår. Og det fører endvidere til åndsmæssig forkvakling, livsens ondskab og dårligdom. Verdensorden. Verdensordenen sker på baggrund af sande erkendelser, og herunder livsoplysende indsigter, der er til gavn for menneskelivet på jord. Dog ikke som en verdensorden med en regering eller et netværk af internationale organisationer, som den almindelige, menneskeværdige arbejdskraft i vore respektive samfund, så også lige skal betale til, ja både betale til og adlyde, så det hele kan blive til fred (død). Jeg gentager: IKKE en verdensorden med en regerende instans siddende oppe over os alle sammen og dermed over, hver vore respektive lande og befolkningers liv- og samfundsudvikling. Men hvis de respektive befolkninger ikke også får del i, altså glæde af disse sande erkendelser, på ærlig vis, hvilket vil sige i lyset af deres eget liv og samfundsordnende udvikling, så fører det til følelser af overgreb, dermed undertryk og således angsten for nok en krig eller i det mindste angsten for straf i pågældende samfund. De to store Verdenskrige, der tog deres udgangspunkt i Europa skyldes åndshistorisk set ikke de pågældende befolkningers krigeriske adfærd, men derimod deres troskab mod menneskeværdigt åndsvid eller forstand, hvilket vil sige så meget som, at de fandt sig selv og deres livs samfund i opgør med fortiden, herunder de gamle verdensbilleders undertrykkende tag i deres liv; ikke mindst på grund af gamle trosretninger og det åndsmæssige afkast, det præg, som disse havde sat på hele samfundsforvaltningen. Først dernæst kan man så, med rette, sige, at deres oprørske ret til at protestere og således gøre op med gamle verdensbilleder eller åndsmæssig pression i kraft af gammelt tankegods og dermed væremåde med livet og samfundet, der ingen gode veje fører, IKKE havde nødig at blive overført på hele verden, alverdens riger og landes respektive befolkninger. En lærestreg om folkeoplysning, der nødvendigvis i kølvandet på de mange uroligheder kræver, at vi finder vej for en bæredygtig samfundsoplysende udviklingsmåde. Der er med andre ord fortsat noget galt med os, og vor livsforståelse, når vi ikke indenfor hver vort område, land og befolkning, er i stand til at håndtere opgørene med gammelt tankegods eller gamle samfundordner, der jo vel at mærke sig kan gå hen og nedværdige livets nye vidnesbyrd, altså de unge og friske åndskræfter, der i udgangspunktet kommer med ærelighed i kraft af deres liv, uden også at skulle ommøblere hele verden hver evig eneste gang. GUD hedder denne galskab, denne gale fejltagelse i Europa. Og derfor er han dødsdømt; tillige dermed, hvad der står i adlydelse af ham samt både det tankegods, det kød, de begreber og det sprog, der føres i henhold til hans gamle åndsbygninger. Bygninger, der videre har deres institutioner på jord, og håndlangere i samfundet, i bestemte lande med deres respektive befolkninger, der følgeligt kommer til at stå i adlydelse af hans løgne; satan. D. Yin&Yang symboliserer for mig at se åndskendskab. Og åndskendskab har sit menneskenaturlige udgangspunkt i personer, der som livet har skabt os er helt og aldeles enestående. Det vil sige, at åndskendskab ikke blot er kendskabet til sig selv som værende et enestående, personligt menneske, men snarere eller i kraft deraf kendskabet til almenmenneskelig, både kropslig og åndsmæssig balance samt, måske især hos dem, der finder lejlighed til at gå videre, eviggyldig sandhed, der endvidere både kan være i kontakt med livets sande forsyn til menneskelivet på jord og livsoplysende kundskab til helbredelse af sin samtids mennesker, vore respektive samfund. For eksempel er det almenmenneskeligt kendt, hvordan vor krop skal indtage føde og afføre sig de ufordøjelige rester. Og ligeledes er det derfor også alment kendt, hvordan vor ånd påvirkes af føden og omstændigheden i forbindelse med udskillelsen af de ufordøjelige rester. Mindre kendt er det derimod, hvad der sker hos dem, der har fundet lejlighed til at gå videre, i kraft af deres, kanske også medfødte, eviggyldige sandhedsiver. Jeg tænker her på, at der også i åndsmæssig forstand af eviggyldig sandhed er forskel på føden og den energi, den giver, og på, hvordan dens ufordøjelige rester udskilles. Omstændigheder såsom uforklarelig sorg, depression, tvangshandlinger, forskudte sindelag og lignende, som vel at mærke sig går hen og blokerer den pågældende person fra at komme i kontakt med sit eget livs ellers medfødte åndspotentiale eller livsoplysningsmæssige potentiale, endog vedkommendes åndskropsmæssige vækstpotentiale, kan være vanskeligt at fordøje og udskille - for det livsoplysende medmenneske, der er klar over, at der går sådanne rundt i samfundet eller er omstændigheder ved vor samfundsmåde, der forårsager sådanne forskydninger. Og tager vi tilmed den samfundskulturelle kreds med i betragtningen, for mit danske livs vedkommende, Europa og Europas udviklingshistorie, så kan denne identificering af sorg, forskudte sindelag, som nævnt, eller endog, set over slægtsmæssig, kultiverende samfundshistorisk tid, fejlslagne oplysnings- og uddannelsesforetagender, herunder skoler og øvrige forvaltende samfundsbygninger, i forbindelse med opvæksten, være temmelig svær at fordøje. Det vil sige trække livsoplysende næring ud af, for dernæst at udskille de ufordøjelige rester, så næste generation, vore børn, i det mindste, ikke også skal udsættes for den samme lort endsige sorte sorg. Der er med andre ord sygdomme og dårlig livsførelse, der kan føre til ondskabende erfaringer hos mennesker af et bestemt samfund, der skyldes vor mellemmenneskelige omstændighed, herunder vore omgangsformer, måder at behandle hinanden på, drive forretning på, men således også, hvad vi som folkeslag har indenbords af ledelse og traditioner for adlydelse eller samfundsforvaltning. Gamle traditioner og deres bygninger kan gå hen og blokere nyt liv, friske, livsoplysende, åbenbarne, helbredende åndskræfter og dermed forhindre et helt folk, et helt samfund, i at blive rask og bæredygtigt til det viderebringende med vore efterkommere. De kan sågar gå hen og forhindre et menneskes åndskropsmæssige vækst, hvilket betyder, at det ikke kan vokse eller hører op med at vokse. Jeg gentager; sådan forstået, at et menneske får - i det mindste i Europa, og vel ofte gennem logisk, rationalistisk forførende ånd i den jødiske Guds pavestolte JesuMarias gamle traver af det navn, med den deraf udviklede universitær-statsborgerlige vidensforførelse og teknologisk-teknokratiske samfundskultur i åndens centrum - at et menneske får lukket sin egen personlige ånd, og selvstændigheden i kraft deraf, ned. Og da er der hjertepligt, pligt til at protestere mod ondskaben, der undertrykker sandheden, godheden, raskheden, æreligheden, kæreligheden, livskraften, værdigheden med videre eller sundheden hos pågældende, uagtet af denne, i sin nød, ikke er medvidende derom. Det kaldes hørelse for sit medmenneske eller sand hørelse for ærelige, almengyldige, kanske sågar eviggyldige menneskelivserfaringer, i forhold til de undertrykkende livsvilkår, herunder uoplyste medmennesker og kanske også organisationer, der finder sted i det samfund, man lever i. E. Yin&Yang-åndskendskabet er, som alle øvrige former for åndskendskab, kun givtigt, når man også står ved sin almindelige, menneskenaturlige person. Sit eget ærelige livsgode. Der er et sandhedskrav forbundet med åndskendskab, følgeligt også ærelighed som person, overfor sig selv, sit navn og sit ophav, slægt, herunder sit land og samfund, fordi at det ellers kan gå hen og sætte medmennesket, for ikke at sige hele verden i svingninger. Sagt på en anden måde: Livsoplysning kan aldrig underkende almindeligheden, menneskelivets egen natur. Eller sagt på endnu mere afklarende, kanske ovenikøbet primitiv vis: Livsoplysning og åndskendskab kan aldrig føre til, at man hører op med at spise og skide, dog ejheller, hvilket er lige så vigtigt, at man hører op med at leve sit liv og glæde sig over det, givet som det er. Tages trykket ikke, så letter hjertet ejheller. - I såfald er der noget grueligt galt, omend det ikke behøver at skyldes den pågældende, der for nu at blive ved eksemplet er kommet til at lide af spisevægring på grund af omskårne jødekæppe, svinet i Rom og hans latinske bibel- og åndskultivering af den europæisk-amerikanske befolkningsgruppe. Sidenhen oversat til vore respektive modersmål, så vi alle får lige meget at set til i Guds UniversitærStatsKirkeborgerlige navn!!! Det betyder at livsoplysning nødvendigvis må gradueres af hensyn til omstændighederne i pågældende liv og samfund. Det skal dog ikke føre til, at vi så at sige ender med at tilbede verden af det lave i glemsel af ovennævnte sandhedskrav, der også, som det hedder sig, betyder: At livet er at højne. Vort, tilføjer jeg så, fordi jeg er en menneskeånd, der véd, hvor skoen, så at sige trykker hos mennesket af ikke mindst det danske, for ikke at sige hjertet og fluks begynde at rode rundt med forskellige religiøse sindelag endsige folkeslag!!! Følgeligt opstår der menneskepligt til at få et samfunds livsoplysende virksomhed, i kraft af hver enkelte, tillige i kraft af ledelse og vore samfundsbygninger, til at virke efter hensigten, hvilken så, og her kommer det: er en hensigt, altså et sigte, der er nødt til at være sandt i eviggyldig forstand af vort ærelige kød. Livsoplysningen og dens åndskendskab står ikke og må ikke stå, når vi i sandhed taler om det eller af den, i vold af pest eller kolera. Også kaldet enten-eller-optik, desuden, dog til tider misvisende, fornuften. Eller for den sags skyld stå, foregå eller udgå i navn af Justitsias guddommelige åndskultur, den afstumpende åndsforstandighed nede fra Paven og Gamle Rom af, tillige dermed sagt inde fra GudJesusMariaPavens teologiske kirke af, med hjertets mange røvhuller af universitær-statsborgerlige menigheder og således håndlangere. Vi har, her i Danmark, 2400 kirkelige menighedscentre af slagsen. Og som desuden dermed sagt er en åndsforstandighed, der foregår i navn af den omskårne jøderetslige, gudstrafferetslige omstændighed i “vort hjertelige europæiske” kød!!! Der hedder sig, at der er lys i ethvert menneske. Og det er sandt. Der er et helligåndspotentiale, et livsoplysningsmæssigt potentiale, der tillige er vedkommendes åndskropsmæssige vækstpotentiale. Dette lys er livets egen ånd hos vedkommende. Og nærmere betegnet gælder det i sandhed, når vedkommende indrømmer sig eller lever i indrømmelse af livets sande ånd, der på én og samme gange er vedkommendes egen personlige ånd og almindelige vækst, livsmæssige gang dermed, ved en oplysende, helbredende eller arbejdsglædelig fortagsomhed. Man kunne her, i forlængelse af sidstnævnte, meget let kommer til at tilføje: i lyset af sit samfund. Der er imidlertid ikke lys i samfundet i forvejen, det vil sige ikke uden, at det lader sig oplyse af sine menneskers gode vigør, deres ærelige menneskeånd. Og derfor bliver den sande livsoplysning hos den enkelte, den åbenbarne, istedet for, sådan rettere sagt, betegnet ved tilføjelsen: i lyset af livet. Det enkelte menneskes lys, i sin personlige skikkelse og ånd, er allerede givet i og med at det er blevet givet livet af sin forældre, ja, men det er jo ikke forældrene, der trækker vejret for én, og derfor, istedet for, er det enkelte menneske givet sit liv, sit lys i livets eget navn, ligeledes ånd. Hvad det enkelte menneske, af troskab mod sit sande lys, sin ånd, skal udrette i lyset af livet véd ingen på forhånd. Det vides derimod, at vi meget let, på grund af gamle samfundstraditioner, og dermed historiens nedarvede sorg, og vore omgangsformer, herunder dog også det nødvendige samarbejde omkring vore fornødenheder, bliver forførte eller indkodet eller gentager ‘det sikre’, hvormed vi imidlertid også kommer til at undlade indrømmelsen af vort gode, raske, sunde og ærelig liv eller lys i livets eget navn, følgeligt livets egen, fuldstændig åbenbarne ånd. Med andre ord undlader at gøre os livserfaringer i den henseende. Der kræves derfor forstand af os. Der kræves forstand på livet, til at sikre at mennesket og vore respektive samfund ikke indtages af fortiders dårligdom eller sorg, dermed gentager dem eller blot tynges af dem. Og vanskeligheden i den henseende er, som jeg tidligere har været inde på det, at der også er samfundsbygninger, dermed medmennesker, ikke mindst gamle, der kanske render rundt med sådanne sorger i sig, fordi at de har identificeret sig med et forstilt lys, fremfor deres eget. Det vil sige gamle trosretninger, deres samfundsbygninger, sprog, begrebsligheder og manende hørelse. F. Det ærelige hos sig, den person man er, skal man søge at få et godt greb omkring. Man skal ikke klamre sig til sig selv, eller fastholde sig ved en bestemt opfattelse af sig selv eller endnu værre finde sig i, at andre vil bestemme, hvem man er og hvad man rummer. Man skal være den man er, det vil sige dén, man er født og skabt til at være i sin allerbedste, åndrige, voksende og erfaringsgivende forstand. Og således stå ved sit navn som ved sit liv, det oplysende livsgode, herunder hjerteretten eller livretten hos sig. Ingen er givet ret til at tage dit liv. Og dette her, med at “fastholde” eller “klamre” sig til sig selv eller til dét eller dem, man kender, det kan skyldes angst. Også generelt sagt, angstens ånd i samfundet, hvilket jo videre hænger sammen med, hvad der foregår af ting, vi som mennesker intuitivt véd, altså kan mærke, er forkert. Det kan også skyldes, hvad vi af og til kalder kædereaktioner, mellem lande og deres befolkninger, hvilket dog videre skyldes fejlslagen ledelse - ofte på grund af gode idéer hentet op fra historiens mørke fortid i ånd eller navn og logik af “Universitas est soliditum in profundis” - ikke mindst, i vore dage, vor tid, internationalt set, eftersom det efterhånden er klart, at der ikke er ét eneste menneske, der deltager i de internationale organisationer, således opretholder deres virksomhed, der er givet forstand på livet og vore livsoplysende, således livsudviklende samfundsforetagender i og med vort kød, i hver vore respektive hjemlande. Under alle omstændigheder er lige netop denne sag, dette her, med at “fastholde” og “klamre”, noget som man har betydelige indsigter omkring ud fra livserfaringer med Yin&Yang-åndskendskabet. ‘Åbne’ og ‘lukke’ er to begreber af kendskabet til vor ånds måde at fungere på. Og det er kropsligt forbundet. Hjertet, foruden at blive brugt som symbol på det centrale i hver vore livserfaringer, men også i forbindelse med et givent samfunds hellige midte, kalder vi et organ og dette organ er også givet en muskulatur. Det trækker sig sammen og pumper derved blod ud i årene, for dernæst at give slip, så det tilbagestrømmende blod, der har afgivet sin ilt til cellerne i kroppen, kan fylde det op igen. Denne åbne-lukke-mekanisme er, bortset fra mit ordvalg, mekanisme, ikke en ligestillet bevægelse. Taler vi mekanisk, for at billedliggøre fejlopfattelsen, så sidder der ikke en kraft, og en dertilhørende anordning, der både skal trække hjertet sammen og udvide det igen, således veksle sine kræfter på ligestillet vis; det er tværtom blodets tilbagestrømning, der udvider hjertet, hvorefter det så ved sin opfyldning og genopiltning af blodet i kraft af lungerne trækker sig sammen. Det er en misforståelse af vort hjertes natur at sætte det i et ligestillingsfelt, følgeligt en misforståelse af vor medfødte åndsmåde, da denne åbne-og-lukke-mekanisme også gør sig gældende i vort åndsliv. Følgeligt udtryk for en komplet misforståelse af vort liv, samfundet, verden og jorden med videre. Hjertets natur er ikke en fodboldkamp, hvor det ene holds kræfter, sammentrækningen og udpumpningen, vinder over det andet holds kræfter, blodtilførelsen og genudvidelsen. Man kan med andre ord ikke, ihvertfald ikke kun, stille de mange med hinanden forbundne modsætninger, og deres yderpunkter, op i en enten-eller-dogmatik eller vind-og-tab-dogmatik og dermed tro, at vi har indfanget den hemmelige måde alt virker på. Det er ikke udtryk for menneskeværdig livserfaring eller livsoplysning at gøre det. Og det er også i den her forbindelse at fornuftskritikken finder sted: Modsætningen af at spise er at afføre sig de ufordøjelige rester, nå, ja, men hvem gider at tænke sådan eller tænke på dét, når vi skal spise? Og ligeledes gælder det i den statsdemokratiske rationalitets politik med henholdsvis den røde og blå blok: Hvem vandt magten over samfundet!!! Eller hvad religionskrig angår: Hvem vandt Livets egen helligdom? Lad mig sige det sådan her: Omend vi ret hurtigt kan lære at se og identificere modsætninger, så er hele livsoplysningens opgave at vokse på baggrund af de erfaringer, som sådanne afstedkommer. Og når vi nu er kommet ind på det, dette firkantede sprog for åndskendskabet, så bliver det tredje gode: livserfaringen, både erfaringer af livets natur, men også, hvilket er det vigtige, menneskelivserfaringer til samfundet, herunder en udvidet, erfaren forstand på hjemlandets historie og dermed vort særegne menneskekød, ikke mindst det, man lever i og med. TAO. Tao er sådan set det oprindelige rene liv hos os, hver især, der mistes gennem livets kampe, på grund af gamle traditioner og deres samfundsbygninger, men herunder også sproget med sine begreber, dogmatikker og logikker, for dernæst at blive generobret, når det går godt. Sorgen er, at det livsmæssigt set var unødvendigt i første ombæring af miste endsige tabe livets egen, medfødte balance i og med sit enestående, personlige menneskeliv. Havde vi med andre ord ikke sådan ødelagt livets samfund siden tidernes morgen, så ville der ikke være så meget sorg og nedarvet falsk ånd, at skulle gelejde vore børn op igennem, foruden os selv som voksne. Men det betyder på den anden side også, principielt set, at der i al evighed er fri adgang til livets sande kilde, åbenbaringen og den eviggyldige sandhed til gavn for sandseligheden ved hver vor medfødte forstand eller hver vort livsoplysningsmæssige åndspotentiale. Lysets opvækst i lyset, dermed sand godhed, kærelighed, ærelighed, åbenbaren forstand med videre, fremfor en opvækst med ligestillet store dele lys og mørke at skulle svinge sig fra gren til gren henover, grundet deres voldelige omslag. Sådan opfatter jeg det. Volden i Yin&Yang-åndskendskabet har jeg hermed også noteret mig. Vi kunne kalde den retfærdigsidealismens vold og sammenligne den med Justitsia, den gamle romantiske, ligevægtens gudinde. Men måske er fejlen snarere, sagde djævlen, da jeg jo skal huske på, at jeg er europæisk præget, at den gamle oldgræske, senere romantiske tradition kom til at bære præg af jødernes retfærdige Gud, nærmere betegnet en lovreligiøse kultivering, der blev bundet til SKRIFTEN. Og som således indtog den ellers menneskenaturlige åndsudvikling og balance, per indskolet hørelse og tvungen adlydelse. Det vil i såfald være en historisk, dog også sprogbegrebslig forklaring på, hvorfor, at jeg noterer mig volden i Yin&Yang-åndskendskabet. En anden forklaring, jeg tidligere har brugt, og som nok er den, jeg holder mig til, er, at vi ikke tidligere havde opdaget verden, og alle dens folkeslag, dyrearter, ting og sammenhænge på jord, hvorfor at vi ikke tidligere ret har kunnet afslutte de mange åbne spørgsmål, følgeligt forførte sindelag. Og åndsmæssigt set siger jeg gerne, at vor sandselighed kan blive grebet af himlen, sådan forstået, at vi intellektuelt set begynder at arbejde universelt, med universelle logikker og dermed ganske omfattende åndelige forhold at skulle kapere i forhold til hver vort almindelige, personlige liv, fremfor at gøre det rette, nemlig at holde os til livets sfære og vor egen menneskesands, vor menneskeværdige forstand og opbygge vort erfaringskendskab og -kundskab, tillige land og samfund på det grundlag. Der er med andre ord for samme forskel på livets egen åbenbarne forstand, og det sindelag, der knytter sig dertil, og så “abens” åbenbaring overfor en meningsløs eller endeløs, universel verden eller himmel, hvis begyndelse ingen ende vil tage. G. Det er ikke mig, Jens Haarup Mortensen, der får mit hjerte til at slå. Det er ikke mig, der administrerer det som var der for eksempel tale om en hydraulisk foranstaltning. Og det er heller ikke Gud, Nej, det er Livet hos mig. Og tilsvarende er det med min krop, det forhold at mine ben er blevet længere siden jeg var dreng og så videre med lignende faktuelle, kropslige omstændigheder. Mit hår for eksempel. Men således set som sagt er jeg jo nødt til at tage denne vækst, og organisme, jeg som menneske er givet, til efterretning. Jeg er ikke i min krop, jeg, Jens Haarup Mortensen er min krop. Og den har altså et navn, en slægtsmæssig baggrund og en historie, oplevelser og erfaringsmæssige forløb, hvoraf så nogle af dem er mere heldige end andre. Min ånd er derfor både den krop jeg er og dét, der er pågået den, men også har oplevet i og med, altså i kraft af den krop og åndsmæssighed, forstand, jeg er stillet med. Og dette sidste handler om retning, vor evne til at målrette vore kræfter, handle og videre, på et mere generelt plan, at adlyde den oplysende livskraft hos sig. Endvidere betyder det dog også, at der allerede har været nogle, der bestemte, hvad jeg skulle eller rettere sagt en samfundsmæssig omstændighed, der gør gældende, hvad der er godt helt fra barns ben og som jeg således også er præget af, dermed sagt, til tider i det mindste, i konflikt med min egen, selvstændige adlydelse af den oplysende livskraft, jeg kropsligt set, personligt set er givet. Og således fortsat er givet, dog kanske ville have kunnet vokse op i mere ren forstand af, hvorfor mit ærinde til stadighed er at finde ind til og således vej med mit livs oplysning. Og følgeligt samfundet, det danske samfund, Danmark, i den forbindelse. Da jeg gik en såkaldt boglig uddannelsesvej med mit unge liv, det vil sige har gået i Folkeskole fra jeg var 6 år til og med mit 15ende år, dernæst Gymnasium og efter et år i arbejde som pædagogmedhjælper, og lidt rejseri i Europa, Højskole, for endeligt at forsøge mig med en såkaldt videregående, akademisk, uddannelse, til og med mit 26ende år, sådan omtrent - da jeg gik denne vej fik jeg naturligvis et indgående kendskab til skriften. Og brug af skrift, hvad derunder hører i den danske samfundsomgivelse, herunder stemmeret og ytringsfrihed til at gøre sin oplysningspligt. Også i form af ytringspligten, og da ikke mindst, så befolkningen ikke tager fejl af livet, hvad SKRIFTEN angår, i kraft af båtnakkerne, der aldrig har fattet en kæft af livets menneskeåndelige alvor i den henseende. I den forbindelse opnår jeg kendskab til historien, måske især Europas, men også, til en vis grad Danmarkshistorien og ikke mindst vort samfunds embeder, forvaltningskultur og lignende. Jeg opnår dog også et nærmere kendskab til mig selv og hvad jeg vil, følgeligt har for. På hjertet eller i sinde, som man siger. Jeg oplever og opdager slutteligt i den bevægelse, at livets eget vidnesbyrd, sådan som det kommer menneskenaturligt op med ens opvækst i livet, kun meget vanskeligt kan forblive rent, når hele skriftskulturen vælter indover én. Og det er, i den danske samfundskontekst, kritikken af de bogligt begavede. Den kritik hører jeg med andre ord, endog på indtil flere planer. Og jeg forstår også ganske inderligt, som værende af dansk slægt, desuden som værende opvokset på landet, i og med landbrug og praktisk arbejde, samt de mange gode landbofolk, hvoraf en del af dem desværre stadigvæk er kristeligt folkeoplyste, hvad der ligger i kritikken!!! Af samme grund begynder jeg at føle oplysningsmæssigt ansvar for dansk åndsliv, herunder sandheden. Ikke mindst i forbindelse med vort danske sprog, såvel i tale og på skrift, hvilket skyldes, da det ikke var mit egentlige forehavende, at jeg ser, hvordan ånd via sproget, og vor begrebslige håndteringer nedarves i vort kød, dernæst kommer til at udgøre vort kød, hvilket er helt fejl, for ikke at sige farligt degenererende, forkvaklende og således også årsag til mange menneskers forlis i livet, omkring ellers almindelige, glædelige, også menneskenaturlige omstændigheder. Bølgelængden ryger og kommunikationen glipper, så vi begynder at gå forbi hinanden i for mange sammenhænge og efterhånden bliver vi således også bange for os selv, vort indre, samfundets indviklende udvikling med mere. Dertil kommer naturligvis også interessen for: Hørelsen. Eller rettere sagt: jeg er, på grund af de samfundsmæssige uroligheder, blevet presset tilbage, og ned i en gammel hørelse, jeg ikke ellers var givet, ejheller ønskede, og som sådan set ikke falder mig naturligt. Det betyder, at jeg ikke havde i sinde at oplyse eller komme med mit oplysningsbidrag på skrift, i skriftens hørelse, men at jeg fandt det nødvendigt at gøre så på grund af ulydighed i landets uddannelsesforetagende, herunder i de gamle embedsmagter eller rettere sagt Universitær-Statens system, også kaldet UniversitærKirkeStatens system, når kirkens åndsmagt i kødet fra gamle dage af, pejler dansken ind i dén, forstilte oplysningsmæssige retning, hvad vort åndsliv, troskaben og samfundsoplysningen angår. Jeg er sådan set oppe imod løgnen i kødet, grundet manglende reformering af vort samfundsmæssige foretagende, Danmark. Med andre ord for samme oppe imod århundreders pligtforsømmelse eller rettere sagt forskydninger af denne pligt og dens anker, vor forstandig sande, ovenikøbet kongelige oplysningspligt, tillige hjerterkongstrolige pligt, når krisen kradser og Danmarks befolkning er truet. Det betyder endvidere, at mit åndsliv lever i undertryk af skriften. Ikke desto mindre søger jeg fortsat at trænge igennem, så min sandhed, mit oplysningsmæssige potentiale for alvor kan udgå ad skriftlig udtryksfuld vej, dermed, forhåbentligt, sætte vor menneskeværdige hørelse for livets samfund, Danmark og dermed vort danske kød på plads. Eller i det mindste føre den skriftlige hørelse ind på sit rette, forstandige, oplysende, ægteskabende, tillige åbenbarne, vikongstrolige liv- og samfundsudviklende spor. Jeg gentager: Skriftskulturen, især i kraft af de gamle skriftstraditioner, der vel at mærke sig bærer præg af kristendom, jøde-kristeligheden og romerretten, og såmænd hele den skolastiske kulturarv, vi desværre har fået indenbords i Danmark; oldtidsarven - skriftskulturen er blevet noget forfærdeligt rod, her i Danmark. Og især af den grund, at den forskyder vor medfødte hørelse for sandheden, dermed også det i sandhed livsoplysende danske åndsliv i såvel arbejde som i kærlighed og i ægteskabet omkring vore børn; vor vikongelige danske menneskeforstand. Og det skyldes med andre ord for sagens kerne, at sandhederne, de nye erkendelser og sågar livets nye vidnesbyrd ikke tages ordentligt til efterretning, dog ejheller, eller kun meget vanskeligt kan tages til efterretning ad skriftlig vej, eftersom befolkningen er dødtræt af efterslæbet fra gamle dage af, hvad det angår. Hele landets oplysningsvirksomhed, med hele uddannelsesforetaget, embedsværket, staten, kirken, kongehuset og det folkelige, ikke mindst folketingsmæssige, er således oppe at vende på indtil flere planer. Og medierne, og det såkaldt internationale samfund, der jo ikke ret eksisterer uden vore respektive lande og befolkningers pligt til at leve et godt, oplysningdueligt, bæredygtigt liv i og med vore egne slægtninge og hjemlande; og således, følgeligt også udlandet. H. “Sprog” hed et af de omfattende emner, som jeg i mine uddannelsesår er stødt på. Og det skyldes ikke blot det såkaldt internationale samfunds herkomst, i køligvandet på 2. verdenskrig og kold krig, men også noget andet og mere. Jeg har lært engelsk og tysk i skolen og de to sprog gør det derfor muligt for mig at kommunikere med englænderne, og amerikanerne, samt tyskerne. Det er praktisk og det er såmænd, på mange måder, helt i sin orden. Det andet og mere handler imidlertid om: Sandheden. Og sandheden er jo ikke bare en logisk, videnskabelig eller religiøs eller politisk forklaring, men også sandheden i og med vort sandselige liv som personlige mennesker, der i udgangspunktet kommer med noget nyt, eftersom vi hver især er enestående. Kanske blot skal lære, hvordan vi skal udtrykke os, hver især, for - nej, ikke for at komme i himlen - men for sammen at kunne nærme os en større sandhed, herunder sandselig samfundsudvikling, der oplyser os ud fra vore slægtsgivne folkefærd, for mit vedkommende altså vort slægsgivne folkefærd, Danmark. Og derved formår, jeg mener, gør os i stand til at håndtere sygdom og dårligdom, samt volden førend den slags opstår og ødelægger tingene, for ikke endog, tilmed, at skulle sige livets eget hellige samfundne sigte for os, i navn af: Danmark. Sandheden er altså ikke bare eller kun fikseret i sproget, eller rettere sagt, den er først og fremmest fikseret i hver vort menneskeliv. Et liv, der dog tilmed er givet i og med vor slægtsmæssige afstamning, og dermed videre forplantning, formidling og forkyndelse og således, her i Danmark, de danske slægter og deres sprog. Historisk set, men også faktuelt, betyder det videre, at vi har en række samfundsbygninger, der foregår i navn og således står i ånd af noget bestemt. Og dette bestemte kan, desværre, meget vel vise sig slet ikke at være af dansk oprindelse, hvorfor at danske mennesker forsøger at krybe langt udenom den ånd eller virksomhed, der udgår der fra, altså fra pågældende bygninger og de mennesker, der tilsyneladene opfatter dem som nødvendige. I det mindste, hvad der er ganske åbenbart, opretholder dem, for ikke sige, hvad årsagen dertil er, nemlig at de tjener deres lønkroner ved at gøre så, altimens man - som så ganske vist, gentagne gange på forskellige ansvarsforskydende måder bliver kaldt VI, omend jeg intet direkte har med det at gøre!!! - altimens man i den anden ende af bygningen har folk til at opkræve penge og straffe sagesløse, uoplyste eller i forvejen nedtrykte mennesker, såfremt de ikke betaler eller lader sig gældsætte til gavn for det videregående gode for eller i og med vore efterkommere!!! I øvrigt er det også sådan, at man i Danmark ærer sandheden retsligt set, også uagtet, at der er kritik af divergerende retsopfattelser og de dannelsesmæssige, herunder især uddannelsesmæssige omstændigheder, der går forud for disse!!! Det hedder sig derfor fortsat: At det er strafbart ikke at tale sandt i retten! Hvilket dog, nærmere betegnet, hvilket er grunden til kritikken af divergerende retsopfattelser, kun gælder inde i retssalen. Udenfor retssalen, og dens bygning, er det nemlig lige omvendt: Strafbart at tale sandt! Er ‘retssalen’ stavet korrekt eller har jeg løjet? Hvilket ‘sprog’ skal vi tale i, i kraft af eller i ånd af, for at få livsoplysende og derved oplysende erkendelser og sandheder igennem til gavn for vort liv, vort almenmenneskelige kød og samfund? Spørgsmålet kunne handle om EU, da det også har været et problem i den sammenhæng. Det gav imidlertid arbejde til tolkene og teknikkerne bag simultantolknings-udstyret. Jovist, så nu nærmer vi os nok snart den helt store åbenbaring på alle sprog!!! - Nårh nej. Spørgsmålet handler altså IKKE først og fremmest om de landsmæssige sprog, nej, spørgsmålet handler snarere om væksten i akademiske sprog og så de gamle religiøse, universalbegrebslige sprog, hvilket naturligvis også betyder, at en vis universitær udvikling i vort samfund er på tale. Hvor kommer den fra? Og HVEM i hede hule helvede opretholder dem, dén samfundsindviklende bevægelse, endsige bilder sig ind, at disse mange sprog, og deres gode idéer i kølvandet derpå, kan erstatte kødets eget, eller hjertets for den sags skyld, tillige sandheden i menneskelivet på sine forskellige, derved ikke mindst æreligt udviklende planer; herunder først og fremmest, hvad talen, dernæst, i forlængelse deraf, skriften ud fra hver vort slægtsgivne samfunds folkefærd og således kød, angår? - Skal vi afholde en demokratisk afstemning omkring det? Kanske endda en folkeafstemning i henhold til EUjuraens StatsDemokratier og den nationalsocialistiske regering med Helle Thorning, fagbevægelsen, rockerne i spidsen, foruden islam og den oldgræsk-romersk-katolsk-jødiske kirkes efterladenskaber i kødet på befolkningen!!! Min far gik ud af 7. klasse, hvilket så må have været omkring 1960. Han tog dog en installatøreksamen efter sin læretid som elektriker, men slog sig desuden på landbruget i en længere årrække. Velsagtens, da også han er vokset op med store glæder i den sammenhæng. I dag arbejder han, efter en periode som værkfører eller leder hos en større vindmøllefabrikant, som en af de ældre, erfarne herrer, omkring det praktiske, i samme virksomhed. Hans dannelsesbevægelse som ung håndværker og menneske fra landet i Jylland foregik i et helt andet Danmark. Men han kan satanedme godt høre, hvad der foregår i vort kød og dermed i vort land, omend det måske nok, i nogen sammenhænge, kniber med ordene for det! Og det er jo ikke så mærkeligt, vel! I. Fører man en skriftskultur i henhold til Yin&Yang, med vort danske sprog, så åbner man først ballet, så at sige. Dernæst tager man en svingom med et emne, for så at lukke eller afslutte det igen. Og dernæst tager man en svingom med næste dansepartner, for atter med tak at lukke bekendtskabet ned igen. Og sådan bliver man ved, indtil at selve ballet, og navnet på ballet, overskriften, afsluttes og lukkes ned med tak for hele aftenen. Det forførende ved den omstændighed er ordenes betydning. Og det ondskabende i den sammenhæng er, når ånden bag ord, der ellers almindeligvis åbner sindet, er lukket. Det betyder med andre ord, at skriftssproget mister sin inderlige hørelse, sin betydningsfulde forstand, dermed tillige den dybere læsning, altså sin kontakt med hjertet eller åndedrættet, følgeligt ærindet eller budskabet. Og dernæst kontakten med medmennesket, læseren og med tiden, er der tale om en større samfundsoplysende eller folkeoplysende bevægelse, troværdigheden i forbindelse med den skriftlige kommunikation i samfundet. Drømmen om et sandt skriftsprog, således et i sandhed oplysende skriftsprog, som del af den oplysende midte eller i det mindste som værende givet en ærværdig plads med sin tilhørende virksomhed i samfundet, den er ikke uopnåelig. Den kræver imidlertid noget af omgivelsen, samfundet, eftersom et sådant sandhedsfremelskende skriftssprogs-foretagendes vedvarende virke vil sætte et helt afgørende præg på det pågældende samfunds udvikling. Og jo altså også komme til at afsløre svinet også kaldet løgnen; gudsatans kød. Tager vi Danmark og det danske sprog, så er sagens kerne for det første, at vort skriftsprog har taget skade af den skolastiske virksomhed, ikke mindst latinen, der har været i landet i omtrent 1000 år. Det betyder, for nu at sige det råt, at skriften er anstrengende at arbejde med, for vor oprindelige, menneskeværdige hørelse, vort kød. Og det betyder endvidere at sandheden ikke falder os menneskenaturligt længere, hvad hørelse, adlydelse, tale og skrift angår. Samt at vore sindelag, og sågar åndskropslige vækst, bliver forstyrret i den henseende. I den aller hårdeste danske forstands dom: Er livets rene sandhed, følgelig sandselig menneskelivsoplysende, åbenbarne og helbredende åndskræfter overhovedet ikke tilgængelig på dansk, dermed sagt ejheller i den danske befolkning. Livets i sandhed nye vidnesbyrd kan følgeligt ikke blive hørt på skrift og derved ellers oplyse os, vort kød. Og det skal der naturligvis rådes bod på! 1. Det første vi derfor må gøre er at sikre ytringsfriheden og ytringspligten, det vil sige stemmeretten. Især hvad skriftsligt udtryk angår og således tilmed sikre adgangen til en bred og jævnlig læserskare, et medhør i befolkningen. 2. Det andet vi dernæst må gøre er at begrænse eller i det mindste sikre, at udenlandsk sproglig virksomhed på dansk grund, foregår i sin egen bygning med de internationale formål, der vel så også, velsagtens, kan være forbundet dermed. - Og jeg kan ikke se formålet med at rode i andre landes historie, medmindre det er forbundet med sproglige færdigheder, til brug for erfaringsudvekslende kommunikation eller handel med de pågældende lande. Og da slet ikke oldtidens. Så er den potte ude. 3. Hovedparten af det danske uddannelsesforetagende eller samfundsforetagende i det hele taget, samfundsvirksomhedens bygninger, skal foregå på dansk og have interesse i at kortlægge og høre vort dansk-nordiske liv og samfund, med henblik på at fremme en sandere livsoplysningsmæssig kultur eller samhørighed eller samfundsudvikling hos danskerne. Indenfor alle områder. Man kan sige, at målet er, at få danskerne til også at kunne aflevere deres sande hørelse på skrift, dog ikke med tvang, nej, med henblik på at nærme os en samhørig forståelse af vore menneskedanske slægters samfund. Og videre i kraft deraf udvikle eller genoplyse vor egen vikongstrolige danske forstand, så den atter kan slå rod i sandhedshjertet. Og følgeligt kan håndtere historien i lyset af livet i al evighed, hvorunder hører at sætte den på plads, så svinene, der fortsat lever i kraft af dens tunge tankegods ikke længere kan opnå lov eller ret til at æde af andre, enfoldige, dog potentielt sandfærdigt oplysende danskeres forstandigt set gode liv. Eller med andre ord: Det er blevet nødvendigt, at danskerne også kan begå sig på skrift, hvis stemmeretten i forbindelse med en oplysende, folketingsmæssig og folkelig livsudvikling skal tilgodeses og altså blive til mere. Uden, at det konstant fører til tilbagefald. 4. Der skal arbejdes kategorisk og forstandigt sandt og bestemt med det danske skriftssprog, for at kunne nærme sig en højere, dybere eller mere omfattende indsigt, dermed et erfaringsmæssigt kendskab, der kan føre til kundskabsudviklinger i forbindelse med talefærdigheder og skriftlige færdiger, men ligesåvel til en større eller rettere sagt sandere ånd-og-kropsforståelse i forbindelse med den form for hørelse. Og det berører i særlig grad også vort forsyn og forkyndelsen ud fra indsigten i forkundskabeligheden af livets natur. Kriteriet er sande danske udmeldinger af danske slægters kød, eftersom det ikke er skriften, der bestemmer over ordet, men omvendt ordet, af vort kød, der også skal lyde i skrift. Skriftens nuværende stilling, set i forhold til ordet, vort kød, klemmer den store åndsopslysning inde, følgeligt livets såvel sande, også ærlige og åbenbarne vidnesbyrd. Det er derfor, der skrives så meget i det danske samfund, ja, jeg mener, for vi er jo omtrent 1000 år bagud, hvad vor sande, vikongstrolige danske hørelse og åndsforstandighed med livets menneske på vore egne, angår. 5. Sandheden i ren dansk forstand er for de få, sålænge tilgangen til sandheden i for høj grad går via skriften og ikke på anden vis kommer i kraft af åndsmennesker med en lang række øvrige, kreative, eller med bedre ord, sandseligt livsoplysende egenskaber. Men sagens kerne er, at vor sande hørelse ikke kommer på plads uden dansk skriftsbrug, fremfor de mange gamle, udanske skriftstraditioner med deres begreber og logikker fra oldtiden. Ordenes betydning bærer i en vis forstand ingen ånd, såfremt de ikke også høres i hjertet - af VORT. Og sådan set bliver kendskabet til ytringsgiverens baggrund, eller ytringen fra pågældende afsnit af samfundets bygnings historiske baggrund, af betydning for fortolkningen eller åndsforståelsen i forbindelse med vort, som det kommer til udtryk på skrift, hvorfor der i forbindelse med den skriftlige ytring også er nødt til at være en række sande og ærlige oplysninger om pågældendes liv. Det kræver endvidere, at der er styr på medierne, ikke mindst deres indbyrdes brug af hinandens… fordi at ånden omkring det samme udtryk er forskellig i de forskellige medier, desuden når det gentages. Og fordi, at vi også er nødt til at tænke på trygheden omkring ytringsfriheden, ikke mindst ytringspligten, i lille Danmark. Altså i forhold til udlandet. J. Yin&Yang-åndskendskabet er imidlertid også at finde i det danske sprog. “Jeg” er for eksempel udtryk for en lukke-energi, eller hård energi, hvorimod “Mig” er udtryk for en hjertelige åben eller blød energi. Men “Jeg” kan jo også godt være i forsvar af mit liv, hvormed jeg må sige noget eller handle ud fra “Mig”, hvilket betyder, at jeg må forsvare mig i kraft af det bløde, mit indre potentiale: “Det var ikke mig” kunne et sådant forsvar lyde, hvorefter “jeg” hurtigt kommer på banen igen, nu, måske, en smule lettet. Den slags åndskropsmæssige energi-udladninger eller bevægelser i skrift, foruden i livets eller i samfundets ånd, kan man lære at aflæse. “Jeg vil ikke længere” kan altså både betyde, at jeg ikke længere vil et og andet, men det kan også betyde, at jeg overhovedet ikke længere gider, fordi dette eller hint ikke længere er godt til mig, mit liv. Forskellen på disse to former for hørelse handler om, hvor langt inde vi er eller med andre ord, hvilken energi, der har magten over ens liv. Det er nemlig ikke kun sådan, at der er tale om to slags energier, men derimod om flere forskellige erfaringsdannelser, eller, i forsøget på at være endnu mere klar: Begrebslige eller ånds-kropsmæssige energier. Og det er noget værre rod, når uordentlig adlydelse eller overhørsel eller uhensigtsmæssige overførsler af de respektive begrebslige energier, skyldes samfundsbygninger, man voksede op med, og således i sin tid troede var et gode for samfundet, for dernæst på yderst selvstændig vis, som også værende ærlig mod sit menneskeværdige inderste, eller sin gode forstand, at opdage, at det var en sandhed med alvorlige, for ikke at sige grove modifikationer. “Gud” i omgivelsens mennesker, dem, som tror på ham eller har ham indenbords, kan udelukke livet hos deres medmennesker og derved forhindre en sand og trivelig samfundsudvikling, ikke mindst, hvad en samhørende udvikling angår. Deres synd mod livet, deres livsforbrydelse er med andre ord at betragte som drabet på deres egne børn, deres egen kærelighed og vort ellers ligeværdigt åbenbarne samfunds menneskeorden. - Det er de så bare ikke klar over, hvorfor at de, ofte i ly af kirken, nu på omtrent tusindstyvende år, altså i kraft af deres egen dumhed, fortsætter forhærdelsen og forargelsens skyldsprojektioner i den mellemmenneskelige samfundsomgivelse. Desuden, af samme grund, bruger loven til at straffe de ulydige, uden anden grund end deres eget selvretfærdige, tillige ganske ofte velbjærgede liv. Og værre endnu, altimens de fortsætter med at kultivere eller opdrage den danske befolkning i samme evindelige, stupide, gentagende sang af løgne i vort ellers ærværdige, gamle danske menneskekød. - Sådan er uoplyste, ofte røde svin. Stå derfor RET, du kære, vikongstrolige, dansk-nordiske frænde! … For god ordens skyld skal jeg, i mangel af bedre, dog i forbindelse med tilvejebringelsen af ovenstående sandfærdige grunde, dermed sagt sandselige sandhed i forhold til YIN&YANG, herunder i særlig grad med agtelse for den oprindelige danske befolknings enestående liv og oplysende retning dermed, det vikongstrolige danske oplysningspotentiale indbefattet, samt af mange flere, både almindelig hjertegode og forstandige grunde, tillige ikke mindst i ære af de mange døde danskeres minde, gøre opmærksom på: DAGSORDENEN I DANMARK 1. Danmark SKAL ud af EU og danske EU-politikere skal dømmes for landsforræderi. Det er Helle Thornings opgave at meddele vore nabolande om beslutningen. Vi er naturligvis fortsat til fred mellem vore respektive lande, men ønsker med andre ord ikke at medvirke til et UNITED national-socialistisk-liberalistisk-katolske StatsDemokratier of EUROPE. 2. Etablér det fællesblad, kaldet: Fællesbladet Danmark, jeg har skitseret og forelagt offentligheden. Etablér samtidig en kontrollérbar dansk internetkultur, eventuelt med en dertilhørende DAN-computer, så vi kan sikre ytringspligten i forlængelse af oplysningspligten, samt meningsudvekslingen, i en dansk kontekst. 3. Afvikl parti-politisk kultur, ikke mindst ungdomspolitiske foreninger. Gør det ved i samme ombæring at flytte Det Nye Folketing til Viborg. Og lad den gamle Jesus-Kristus-borg, Christiansborg, være et folkekulturelt oplysningsorgan for vore dansk-nordiske egne og tilhørsforhold. Afvikl ligeledes religiøse fraktioner; se pkt. 7. 4. Afvikl Staten/Regioner/Kommuner til fordel for vore respektive borgmesterbyer regeret ved en renovering af land- og byrådskulturen. Lokalområdet skal udvælge skikkelige repræsentanter til Det Nye Folketing. Og der skal knyttes en mindre uddannelse til at forestå det repræsentative oplysningsmæssige arbejde for lokalbefolkningen i Det Nye Folketing, der skal fungere som en tinge-kultur på landsplan. Det er forbeholdt danskere at deltage i Det Nye Folketing, hvilket vil sige, at man som minimum enten er gift eller med barn i dansk slægt. 5. Genopbyg Forsvaret. Værnepligten: Indkald danske drenge til vikongstrolig opbyggelighed. Træn dem godt og grundigt op fysisk ved den første indkaldelse som 18-20 årig. Brug flere kropstraditioner til det. Og lær den danske natur og naturlige fødevare-ressource samt dansk lægevisdom bedre at kende. Som 23-25 årig indkaldes de igen til oplæring i millitært forsvar samt med indgående kendskab til erhvervene/folkegrupperinger, sprog og kommunikation. 6. Luk universiteterne og etablér videregående uddannelser på dansk. Livsoplysning af ånd og krop med henblik på at videreudvikle oplysende, almennyttig og helbredende virksomhed i samfundet. Knyt dertil et indgående kendskab til talefærdighed og skriftlighed samt til historie, kategorier, begreber og sprog. Lad en international afdeling opstå for sig, så det danske ikke bliver mere forurenet og sammenrodet end det i forvejen er. 7. Reformér Kirken og vor tro. Smid hele oldtidsarven ud, dvs. Jesus på Korset, Biblen og i det hele taget det forfærdelige åndsvid og den forkastelige hørelse ifølge græsk, latin og hebræisk, henholdsvis det græsk-romersk-katolske jødelem, som man tilforn gennem 1000 år forgæves har praktiseret. Få danske stenhuggere til at lave et hjerte af sten med et stort V for VORT indgraveret, til ophængning over alters. Og lad præsterne dyrke livets indsigter i al evighed, fremfor Guds lemlæstelse og dyrk skriftlig dansk, dansk historie og danske skrifter som nye vidnesbyrd, fremfor at fastholde jer ved den gamle dogmatik, der i sin tid er indført fra udlandet syd fra. 8. Kongehuset bedes ligeledes holde sig velorienteret i Danmarkshistorien og i det dansk-nordiske samfund. Og jeg ser gerne, at Deres Kongelige Højheder sørger for, at der fortsat er dansk kød, blod og ånd i kongehusets slægter fremover. I det mindste nordisk. Det har nemlig betydning for vor hørelse og ægteskabende forstand i forbindelse med vore dansk-nordiske slægters oplysningsmæssige potentiale. Og det skal jo fremmes og opløftes, fremfor indføres i den gamle katolsk-kristne sorg, der alle dage har ødelagt VORT. 9. Udlændinge skal sendes hjem, medmindre de er gift eller med barn i dansk slægt. Undtaget er naturligivs også adoptivbørn i værge af danske slægter. Ikke mindst grundet den forestående reformering af al vort. Undtaget er desuden, på grund af Danmarks tilhørsforhold i Norden, udlændinge af nordisk herkomst. 10. Erhvervslivet i Danmark er forpligtet på at handlen med den danske krone, kongens mønt, foregår i henhold til dagsordenen med vort samlede, danske samfund. Det betyder, at det ikke er lige meget, hvad der handles med, ejheller, hvordan der handles samt hvordan virksomheden tager sig ud i forhold til de lande og befolkninger, der handles med. Og det gælder ligeledes i forhold til den danske nær-omgivelse, eftersom der er eller gerne skulle opstå en åbenbaren og virksom livsudviklingskultur indenfor det offentlige. Der er med andre ord en livsbetonet dagsorden omkring kongens mønt, den danske krone og det bedes I, Jer der driver virksomhed i Danmark, respektere. Tak for Ordet Vort Vikongelige Danske Kød Hjerterkongstrolig Hilsen Jens Haarup Mortensen BEMÆRK VEL følgende reformerende dagsorden og målsætning for vort land, Danmark: Dette er i al evighed VORT vikongelige-hjertetrolige-oplysningssigtende DANSKE kød, blod og ånd i treenighedens åbenbarne forstand af vort, på og med vore egne, med vort skrivemål i sigte af vort hjertemål, i og med hovedformålet med vor næringsdrivende overlevelse og vort velbefindende: DANMARKs Kirke: Livet-Mennesket-&-Samfundets NAVN DANMARKs Kongehus: Hjertegodset-Slægten-Ansvaret DANMARKs Folketing: Landet-Befolkningen-Virksomheden Ærbødigst Jens af Danmark >>>>>>>>>>>>>>>> VEL BEMÆRKET!
Posted on: Wed, 23 Oct 2013 02:58:28 +0000
Trending Topics
Recently Viewed Topics
© 2015